Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November—December - Fru Amalie Skram: Knut Tandberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fald tilbage i Ægteskaberne? Foruden altsaa den rent kønslige
Foreteelse, som der uden Kærlighed ikke var større Fornøjelse ved,
en valen Følelse af Godhed for hinanden, en vaneskabt Udveksling
af lunkne Kærtegn, ja og saa naturligvis det Hensyn, som Børnene
og fælles økonomisk Interesse ’ skabte.. Og alligevel, skøndt han
vidste alt dette, og ikke et Øjeblik tvivlede om, at det var saa,
hvad vilde han ikke git for at faa hende til sin Hustru. Men
det var jo, om ikke umuligt, saa dog næsten umuligt. Naa frem
til hende gennem en Skilsmisse? Han frygtede, at han hverken
havde Mod til at begynde eller Energi til at sætte det igennem.
Og saa dette med at rive Reden op! Huttetuh! det var ikke just
at løbe til. Han havde jo haft det lunt og hyggeligt der, alle
disse Aar; han var vant til at tænke sig sit Hjem i den Skikkelse . . .
Og alt det, der følger med en Skilsmisse, Skandalen og
Gabestokken, og Spidsrodløbet gennem Bagvaskelsen og Giftighederne,
og dertil Spliden og Forskrækkelsen i Familjen, og hele Besværet
med at faa alting ordnet. Nej, han stod ikke i det. Og saa
nænnede han det heller ikke for Birgit og Børnenes Skyld.
Men det var Fanden saa lejt. Bare det ikke vilde ende
med, at Margrethe — Ja, for hun var en Pokkers Jente den
Margrethe, saa mærkværdig helstøbt og urkraftig.
Naar han tænkte paa hendes Blik og Mine en Gang, de
havde talt om, hvor uværdigt det var af en ung Kone, de begge
kendte, at fortsætte sit Ægteskab, skøndt hun ikke brød sig en Døjt
om sin Mand og endog havde en Elsker, blev han saa ubehagelig
tilmode; og naar han genkaldte sig den Stemme, hvormed hun
tilsidst havde sagt: »Ja, men er det ikke lige saa uværdigt, naar
en Mand gør det?« — følte han Trang til at holde sig for Ørene.
Og saa en anden Gang, da hun vilde ha rede paa, hvordan
Forholdet var mellem ham og Birgit. Aa, hvor han saa de
frittende, frygtsomme Øjne og hørte den lidt ængstelige, bønligt
indsmigrende Stemme, saa ulig ilendes almindelige, med smaa,
nervøse Sæt, hvormed hun vist for tyvende Gang havde begyndt:
»du, der er noget, du maa sige mig, Knut« — og naar han saa
havde svart: »Alt, hvad du vil, min elskede,« saa havde hun
tiet og legt med hans Fingre og betragtet hans Negle, og naar
han saa vilde ha det frem, havde hun sagt, at det kunde være
til en anden Gang, men var dog straks efter begyndt paa det igen,
indtil han tilsidst havde tvunget det ud af hende. Saa bitterlig,
som hun havde grædt den Aften, da Svaret ikke ganske var,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
