Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November—December - Arthur Aumont: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
spilles i forældet Kostyme og dog noget for gammeldags i sin Fabel til at
overføres paa vore Dage. Dette mærkedes især, naar Hr. Reumerts Journalist og
Hr. Rollings Demokrat stod overfor hinanden: de to vare begge tagne paa
Kornet, men ikke i det samme Aar: den ene var fra 80’erne, og den anden fra
70’erne.
Midt ind mellem alt sit Operette-Klingklang havde Dagmarteatret puttet
Henrik Ibsens Ungdomsarbejde Gildet paa Solhaug. Dettes Betydning er nu
væsentlig literærhistorisk, og Spillet gav det kun liden anden Interesse, der
hvilede en sørgelig Epigontone over baade Frk. Aalberg og Hr. Wiehe. Med
store Tragedie-Bevægelser søgte de at mane en svunden Tid tilbage, i en højst
langsommelig Deklamation accentuerede de stærkt baade Rytmens Slag og de
klingende Rim, og de sylhvasse Øjekast, den ene borede ind i den anden og
omvendt, talte saa tydeligt el Sprog, at selv stokdøve vilde have fattet, hvem
her sigtedes til, og hvem dér. Uden denne stærke Anvendelse af det
pantomimiske Døvsturamesprog vilde maaske ikke ret mange have fattet hvad der
foregik oppe paa Scenen, navnlig paa Grund af Frk. Aalbergs saa sørgelig
udanske Udtale. Hendes Behandling af Sproget har knust alle dristige
For-haabninger, om i hende snarligt at eje en dansk Skuespillerinde af hoj Rang.
Sandt at sige fandtes der i hele hendes Fru Margit næppe en eneste dansk
Betoning, og det var ikke bedre ved senere Opførelser end ved den første.
Kasino har endnu ikke gemt Farcen bort for den overalt fremtrængende
Operette, og hvor godt dets Personale er hjemme i Farcens burleske Kaadhed
viste Opførelsen af Pr. Kongebrev. Denne Farce begynder kvikt, Politimesterens
Jagen efter de to, udi hans Indbildning, Rømningsmænd er en snildt funden
Traad til at trække mangen en lystig Situation paa; men Forfatteren har
hurtig sluppet det Tag i Sandsynligheden, han havde her, og kun brudt sig om
at gøre saa mange Løjer og Langkaal, som det paa nogen Maade var muligt.
Herved har han lagt sin Skæbne i det uberegnelige Tilfældes Haand, om
Latteren sidder Tilskueren løs netop den Aften. Imidlertid Skuespillerne gik
paa med en Lystighed, der nok undertiden slog vel stærkt over i det støjende,
men som Aften efter Aften lokkede Latteren frem fra Gulv til Loft; saaledes
kom Farcen sejerrigt over alle Vanskeligheder. Hr. Sophus Neumanns forpjuskede
Støver af en Politimester blev paa Grund af de talrige Forklædninger kun en
lystig Skitse.
Efterskrift. Torsdag den 18de November fik det kgl. Teater endelig
Alexander Kiellands Lystspil Tre Par frem.
Den ene og maaske nok den indholdsrigeste af dets tre Akter foregaar
paa eller dog lige ved Isen, hele Selskabet løber her paa Skøjter. Forfatteren
har herved lagt én et Billede snublende nær til Rette. Ligervis som den
kunstfærdigste Skøjteløber behager sig selv i med el forvovent Smil om Munden
at fare hen over de papirtynde Isflader, saaledes har det lyslet Kielland paa
sit Vids blanke Skøjte at glide hen over det nordiske Publikums saarbareste
Sted, det moralske Anstød, betegnende sin Vej med en fin, aah saa fin Ridse
bag sig. Medens dette hastige Løb staar paa, holder man uvilkaarligt Aandedrætlet
tilbage: vil han naa uskadt over, dog inden man véd et Ord af det, glider lian,
uden at den tynde Skorpe har slaaetRævne, sejerstryg med et trodsigt Smil paa
Læben ind til Land.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
