Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Professor Jul. Hoffory: Henrik Ibsen i Berlin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
saa længselsfuldt imødesete Stykke ved en Formiddagsforestilling i
Begyndelsen af det nye Aar.
Søndagen den 9 Januar var udset til Opførelsen af Ibsens
Værk, og med hver Dag, der gik, blev det berlinske Publikums
Interesse og Utaalmodighed stærkere. I et Nu var Bogen saa
fuldstændig udsolgt, at der i Hast maatte forskrives 5000 nye
Eksemplarer fra Leipzig. Og da man endelig fik at vide, at Digteren
selv agtede at overvære Opførelsen af sit Drama, traadte der
straks en Komite af hans berlinske Beundrere sammen for at
berede ham en festlig Modtagelse i Rigets Hovedstad.
Omsider oprandt den længselsfuldt imødesete Dag. I den
aarie Søndag Morgen fyldtes Residenzteatrets hyggelige Rum til
den sidste Plads af et udvalgt og festlig stemt Publikum. Der
blev en sælsom Stilhed, da Tæppet gik op for den skærende
Scene mellem Regine og Snedker Engstrand, og med Undren
saa man de efterfølgende Optrin mellem Pastor Manders, Fru
Alving og Osvald. Men da derefter den store Opgørelse mellem
Fru Al ving og Manders begyndte, dette vidunderligste Forsøg paa
at forvandle Fortælling til Handling, Berettet til Oplevet, som
Dramaets Historie har at opvise: da var der ikke nogen af de
tilstedeværende, der ikke reves med af den storslaaede
Digtnings betagende Magt, og da Tæppet faldt, brød et Bifald løs,
hvis Lige Teatret aldrig havde förnummet og helmede ikke, før
Digter og Fremstillere, Gang efter Gang, havde modtaget den
stormende Hyldest. Ikke mindre stærkt syntes Optrinene i anden
Akt mellem Engstrand og Manders og mellem Fru Alving, Regine
og Osvald at gribe Publikum, men til Beundringen føjede der sig
ligesom et angestfuldt Tryk, og først da Asylbranden kastede sit
røde Flammeskær over Scenen, vaagnede man op af Fortryllelsen.
Ligesom efter første Akt bragede Bifaldet igennem Salen og atter
og atter maatte Digter og Fremstillere vise sig for aabent Tæppe.
Men stærkest Virkning øvede, som venteligt var, Stykkets sidste
Akt. Der var dødsstile i Salen under det store Optrin mellem
Fru Alving og Osvald, og da Tæppet til Slutning langsomt
sænkede sig for denne uforglemmelige Scene, i hvilken to Menneskeliv
lægges øde under unævnelig Jammer og Gru: da varede det en
Tid, inden Publikum ret kunde besinde sig paa, hvor det befandt
sig, og det var, som hørte man, da det atter lysnede i Salen, et
Befrielsens Suk fra det tætfyldte Hus. Men derpaa brød Bifaldet
løs med fornyet Kraft, og Leveraab hilste Digteren, da han til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
