Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Professor Jul. Hoffory: Henrik Ibsen i Berlin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Gru. Og hermed harmonerede paa det skønneste de
langsomme, om den fordums gejstlige mindende Lader, det ludende
Hoved, den tunge Gang og den tøvende Røst. Ikke mindre var
Fru Frohn, som i Gengangere havde spillet Helene Alving, her
som Rebekka West paa Højde med sin Opgave. Med behersket
Lidenskab og ordknap Energi vidste hun at gengive de mørke
Magters Kamp i hin i al sin Fordærvelse storslaaede Kvindesjæl,
og hendes brynhildagtige Fremtoning lod én ved første Blik
for-staa, at hun var den stærkeste paa Rosmersholm. En sjælden
helstøbt Skikkelse var end videre Hr. v. Hoxar som Rektor Kroli.
Ved sin stive Holdning, knagende Stemme og selvsikre
Fremtræden mindede han paa ligefrem forbløffende Maade om en ikke
ukendt norsk Skolemand, som han dog næppe nogensinde havde
set. Ved Siden af disse Hovedrollernes Bærere kunde hverken
Hr. Wurzburg som Ulrik Brendel eller Fru Wank som den gamle
Husholderske gøre sig fuldtud gældende. Ingen af dem formaaede
helt at individualisere sin Rolle: Ulrik Brendel manglede ganske
det lurvet-lapsede, som Digteren har tilsigtet, og Mdm. Helseth
henfaldt undertiden i en ganske u-ibsensk deklamerende Toneart.
Dog føjede begge Rollerne sig, takket være Hr. Annos ypperlige
Regie, ret harmonisk ind i Totalbilledet. Med fuldendt Mesterskab
spillede derimod Hr. Bornemann, en hidtil lidet fremtrædende
Skuespiller, Peter Mortensgaard. Den duvnakkede Agitators
varsomme Talesæt, vidste han med den fineste Forstaaelse at
gengive, og med Kunstens diskreteste Midler forstod han at antyde
hin dunkle Bygdepolitikers forborgne Magt.
Ligesom Gengangere hensatte ogsaa Rosmersholm Tilskuerne
i aandeløs Spænding og fremkaldte efter Slutningen af hver Akt
et Bifald, der ikke tillod nogen afvigende Meningstilkendegivelse
at komme til Orde. Instinktmæssig følte Publikum, at del her stod
overfor et Værk, som vil leve og skattes, saa længe det dæmoniske,
det, som ingen Forstand kan fatte, og ingen Tanke udtømme, har
Magt til at kue Viljer og bøje Skæbner. Skøndt Ibsens Drama
fremkom saa sent, at det havde at rivalisere med det berlinske
Foraars kvalme og trykkende Hede, spilledes det Aften efter
Aften tre og tyve Gange i Træk og blev endda kun afsat fra
Repertoiret, fordi Rebekkas Fremstillerinde kontraktmæssig var
forpligtet til at optræde i et nyt Stykke paa et andet Teater.
Visselig: Henrik Ibsen og de, som havde fylket sig om hans Fane,
havde Aarsag til at være tilfreds.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
