Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Harald Hansen: Kristiania Teater 1837—87
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
uforstyrret faaet bygge altid videre. Nu er hun ved Vanens
ubønhørlige Magt tvunget ind i den danske Verse- og øvrige
Fremsigelsesform, hvor hun som fremmed ikke kan have deres
Nuancerigdom og derfor virker ved en pinlig Ensformighed, som
kun Øjeblikkets Inspiration kan løse....Det er ingen Tvivl om,
at i den aldrig mættede Afstand mellem, hvad Jomfru Svendsen
søgte paa Scenen, og hvad hun fandt, i den er ogsaa Aarsagen
at opdage til de lange, arbejdsløse Timer i hendes Liv, til hendes
Lede, hendes Luner, hendes Roller uden Spil. — Vi hører nu, at
dersom de danske rejser, vil Jomfru Svendsen rejse med; se det
er den længe spaaede Følge: hun staar uden Fædreland.«
Men om der tabtes meget, saa blev dog ogsaa noget
vundet. Fru Gundersen tog med sig en Skole af Rang fra
Danske-tiden, som hjalp hende til et stort Udbytte af den bjørnsonske
Instruktion. Medens det nogle Aar før 1865 var saa galt fat med
hende, at hun slet ikke nævnedes blandt Teatrets første Kræfter,
men kun i anden Række, saa traadte hun nu absolut i
Forgrunden og skabte en Række Roller som Agnes i
Fruentimmer-skolen, Hermione i »Et Vinteræventyr*., Halte-Hulda, Desdemona,
Lady Macbeth og Marie Stuart i Bjørnsons Drama, der alle
indbragte hende Kritikens yppigste Lovord. Giemens Petersen skildrer
hende i hendes 34te Aar (1867) saalunde: »Fru G. er, skøndt
hendes Talent endnu ikke har naaet sin fulde Udvikling, en stor
Skuespillerinde. Hun er ikke smuk, heller ikke interessant, men
der viser sig dog en Skønhedsaabenbaring, naar hun træder ind
paa Scenen. Hendes Ansigt er lidet, med store, ikke regelmæssige
men bløde og højst sjælfulde Træk, i hvilke Udtrykket kan spille
med en saa lysende Klarhed, som om det hele Aasyn blot var
Øje. Hendes Skikkelse er udmærket skøn, og hun har stundum
en vidunderlig Plastik, der er saa meget mere frappant, som den
er Inspirationens og ikke Danseskolens Værk«.
Ogsaa for Sigvard Gundersen blev de bjørnsonske Aar at
Betydning. Man havde haabet og spaaet i 1862, at den næppe
tyveaarige unge Mand skulde blive Wiehes Arvtager, men i de
første tre Aar blev der intet af det. Han fik nok Wiehes
Helteroller, men forslæbte sig paa dem og høstede alt andet end Ros.
Gundersen blev et Offer for Teatrets Trang til det tragiske
Repertoire; Kritikerne anviste ham den franske Komedje som rette
Felt. Da Bjørnson kom til Teatret, fik Gundersen en Række
Roller, der passede ham godt, og han gik daglig fremad. Des
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
