Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - Arthur Aumont: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
i det næste Aar følgende Lystspil Flyttedagen, som en udpræget Elev af
Holberg. Endnu fulgte han noget for slavisk sit store Forbillede, ti var end
Stoffet hentet lige ud af Datidens Københavnerliv, saa gjorde nogle af
Personerne — skøndt langt fra alle — i deres Tale Indtryk af at være henflyttede
lige fra Holbergs Tid; man vil saaledes let genkende Henrik, Pernille og Arv
i Hertz’s Daniel. Lisette og Søren (i Hr. Burchardt), i Flyttedagen er de holbergske
Gengangere allerede indskrænket til én (Daniel). Men Side om Side med disse
træffes Mennesker lige ud af selve Tiden, ja den tydeligst tegnede af dem alle.
Kommissionær Mathias Knap findes baade i det ene og i det andet, og maaske
har den nu saa moderne Fremgangsmaade at lade Personer fra et tidligere
Værk omtales eller forekomme i det senere, hvorved man hurtigere finder sig
hjemme i dette, foresvævet Hertz allerede den Gang.
Sikkert havde Hertz, da han næsten 30 Aar gammel begyndte at skrive
for Teatret, gjort mange Iagttagelser, havde artig ærgret og dybt harmet sig
over adskilligt i sin Samtids Liv, og dette vilde han nu fremstille i en Række
Interiørkomedier. Og det skete med ham, som med saa mange andre Forfattere
baade før og senere. Harmen maatte have direkte Luft, og i den temmelig
bornerte og yderst knarvorne Burchardts Mund lagde Hertz Ord, der vel er for
store for denne Person, men som fortjæner Agt, da de viser, hvad han havde
tænkt at gøre til Genstand for sine Skuespil. „Jo mere jeg betænker det*,
lader han Burchardt sige, „des mere ser jeg de ulyksalige Følger af denne
Jagen efter Bagateller, og hvorledes den ej blot har grebet om sig i alle Stænder
men endogsaa behersker Literaturen. Betragt en Gang vore talrige Dagblade!
Hvorom handler de? Om Statens Vel? Om Landmandens Stilling? O, langt
fra! Nej om Fortouge, om raadne Rendestensbretter drejer sig deres heftige
Parlamentsforhandlinger. Et Bogstav kan sætte den hele lærde Verden i
Bevægelse ____Ak nej ... det er ikke det, vi bør tænke paa! det er ikke den
Nød. der skal afhjælpes. Her er langt værre Ting, der trænger til at revses.
Skinhelligheden fortjæner at sættes i Gabestokken. Hine Hyklere, der under
Patriotismens Maske angriber deres Medborgere og undergraver deres gode
Navn og Rygte; disse Sværmere, der med Biblen i Munden og Skrøbeligheden
i Hjærtet tro sig selv ufejlbare og som Hunde anfalder deres Næste paa Liv og
Død, de fortjæner at angribes o. s. v.‘
Han sigtede højt, men han naaede ikke ret langt frem ad denne Bane;
Johan Ludvig Heiberg, til hvem han sluttede sig nær, tvang hans
københavnske Lune ind i Vaudevillens stive Korset, og Hertz’s Satire kom som de
københavnske Dagblade, som Burchardt talte om. til at beskæftige sig med smaa
lavtliggende Genstande, næsten med „Fortouge og Rendestensbretter*. Dog
selv i Vaudevillens snævre Ramme fornægter hans Iagttagelsesævne sig ikke,
og i dem møder vi saa de levende Mennesker som Conradsen i De Fattiges
Dyrehave, Mad. Sivertsen i 11. 18. 35., Tommerup og Langhalm i Debatten «’
Politivennen og mange flere. Og midt i sin Vaudevillefabrikations travleste
Tid skrev han Sparekassen, et Stykke, der paa Grund af dets dybe og klare
Indblik i den Tids Menneskers Følelsesliv og Tankesæt altid vil blive betragtet
som et af vor Komedjes Hovedværker.
Langt større Fare for Hertz’s Digtning end Heibergs Tyranhaand, der
ubøjeligl pegede hen til Vaudevillen, førte Tidsomstændighederne med sig. Da
han i Begyndelsen af Fyrrerne var naaet saa vidt frem, at han kunde faa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
