Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts - Dr. phil. S. Schandorph: Teaterindtryk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Røst alle Stemningers Kald: Elskovens bævende Hvisken, mens
den fødes, dens jublende Fugletrille, naar den føler, at den er
besvaret, dens klynkende bløde Klarinettone i Tvivlens Øjeblikke,
dens vilde, dyriske Skrig, naar den krænkes. Endnu er hendes
Legeme saa smidigt som en attenaars Piges; hun kan skride hen
over en Scene med lydløse Trin, hun kan falde med den dæmpede,
dumpe Lyd, som naar noget elastisk møder Jorden.
Hvor gider hun dog spille i saadant noget fordømt Tøjeri
som denne Tosca, hvor Handling, Situationer, Repliker, Figurer
er saa bundforlome? Og hvor gider og kan en talentfuld Mand
som Sardou lave en saadan tragisk Harlekinade sammen? For
ham er der intet Forsvar uden det, at det Stykke bringer ham
en skøn Sum Penge ind, men mange vil vist være enige med mig
i, at dette Forsvar er værre end intet. Men Sarah Bernhardt kan
man forstaa, og Forstaaelsen peger hen mod Forklaring og
Undskyldning.
En Kvinde med Sarah Bernhardts Natur, Oprindelse,
Opdragelse, Livsførelse hører ikke til samme Lag som de Digtere,
som er et Udtryk for vor Tid. Netop fordi de er voksede op af
Tidens højeste Kultur, netop fordi de kender deres Tid og dens
Sjæleliv kan de ikke skildre Lidenskabens fosseagtige Naturvælde
som Shakespeare, ej heller give Lidenskaben en — ja, hvad skal
man kalde det? — spekulativ-uskyldig Almagt, som de
klassiskfranske Tragikere gav den i Kraft af deres æstetiske System, som
var hentet ud fra den græske Tragedie og Aristoteles’s Poetik i
Boileaus Bearbejdelse. Folk nu om Stunder raser ikke som vilde
Dyr — det skulde da være i meget lave Samfundslag, hvor
Lidenskaben antager Former som hos Zola i La Terre, men hvem
tør føre noget saadant frem paa Scenen? Hvorledes vilde et
saadant Stykke blive modtaget?
Nu vel. Sarah Bernhardt hører hverken til det fine eller
til Mellemlaget eller til det grove Lag. Hun er født udenfor dem
alle. Hun er en uberegnelig, irrationel Zigøjnereksistens. Der er
i hendes Natur noget, som er uberørt af Civilisationen, mens
hendes Intelligens er fulgt med til dens højeste Højder. Her i
Frankrig optages jo i Reglen Skuespillerinder ikke i, hvad man
kalder det gode Selskab, næppe i borgerlige Familjer, mindst vilde
vel Sarah Bernhardt have kunnet opnaa noget sligt i sin
Ungdom. Nu, da hun er i den ufarlige Alder, lader det jo til, at
hun glider der op ad. Men hvor megen Foragt maa ikke denne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
