Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts - Herman Bang: Forfatterinder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
hun følte Kunstens faste Jord under sine Fødder. Men det blev
andre pludselig vaagnende Indtryk, der skulde bemægtige sig den
erhvervede Kunst, og som i et mægtigt Tag slyngede Fru Skram
langt bort fra Middelstandsliv og moderne Kærlighedsdisseklioner.
Bergens Folkeliv greb og tog hende, Havnens, Fiskernes,
Skippernes — deres, som gaar paa de lange Rejser.
Med en overvældende Magt maa en hel Række af Indtryk
og Erindringer have mældt sig — mældt sig for Øre, Syn og hver
Sans. Amalie Skram har ikke kunnet undslippe dem, de har
indemuret hende, de har ført hendes Pen, som om de dikterede,
og de har paatvunget hende alt Uge til deres Maal.
Sjur Gabriel blev til og skrevet paa Strilemaal.
Hele denne dystre Virkelighed blev Kunst. Og den synes
at være blevet det uden Anstrængelse — i ét Aandedrag og saa
godt som uden at Pennen, der skrev, blev lagt bort. En uhyre
Hallucination har tilbagesat Fru Skram i hine Omgivelser og har
ladet hende gætte disse Eksistenser — og vi sér dem atter med
hendes Syns Styrke.
At en Kvinde har denne Kraft og denne Skildrings Art af
Følelse, synes mig enestaaende. Tonen er saa mandig som
Medfølelsen, og Modet saa uforfærdet som dens, der intet andet
mægter end at lyde Sandheden.
Her er intet lagt til eller taget fra. Billedet staar, som
det af Fru Skram er sét, i sin sublime Nøgenhed. Med lige
Klarhed er gjort Rede for Død — og Liv, og Sjur Gabriel er
kommen til at indeholde en Fødselsscene, som har vakt alle
Pru-deriets Skrighalse til Raab.
For mig er denne Scene Bogens store Prøvesten, fordi den
viser hele den Ævne, med hvilken Forfatteren har mægtet at leve
disse fremmedes Liv fra Vugge til Grav. Og desuden synes mig
Scenen i dybeste Grad sædelig.
Det er Zola, som etsteds har taget til Orde mod det
ubeskrivelige Snærperi, som skulde holde Fremstillingen af Fødselsakten
udenfor Literaturen. Mesteren udtaler sin Indignation og idet han
kalder Fødslen for den ene af Livets to helligste Undere, siger
ban, at Livsophøret og Livets Begynden, der er lige vidunderlige,
’ige ubegrebne — ogsaa er lige opbyggende.
Og i eminenteste Grad burde de være Genstand for
Digternes Fremstilling.
Tilskueren. ig83. 17
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
