Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - April - K. E: En Lærer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
med i det samme. De bagte Kager hjemme, hun vilde hellere
gaa hjem. I det samme vendte Greve sig om: »Se der har vi jo
Helga, saadan brilliant Kælke du har, den maa ta en glimrende
Fart, maa jeg styre den«?
Helga tænkte ikke et Øjeblik mere paa at gaa hjem igen,
i Grunden havde hun anet det hele Tiden, at hun skulde age med
Greve. Men Mathea Rask og de andre hviskede sig imellem, at
Helga var blet saa utækkelig i det sidste, og at det var rent ud
lumpent, at Greve gjorde saadant Væsen af hende, bare fordi hun
var rig.
Det var akkurat et Kælketur Vejr, kanske lidt for meget
Sol, for det skinnede og glimtede i Skaren bort over Markerne,
saa det skar i Øjnene. Og naar Solen skinnede paa de fine, smaa
Birketræer der var plantet langs Vejen og var rimede helt op, saa
de ud som unge, uskyldige Piger. Og Himlen var ganske
blaalig-hvid helt ned til Skoven der langt borte, og det sang under
Kælkemejeme og knirkede under Benene, saa én kunde bli i godt
Humør bare af at gaa. De maatte ta over nogle Marker, klyve
over et Gærde. Gammelt, brunt og faldefærdigt var det, og fine
blaalige Skygger kastede det bort over den hvide Sne. Greve
hjalp dem allesammen over. Helga syntes ikke han trykkede
hende slig i Haanden, som den Dag paa Skolen. Han kunde
for Resten gærne gjort det. Han var svært sød i Dag. De skulde
age ned over en lang Bakke helt ud over Isen paa Fjorden.
Greve lod dem allesammen age foran sig, var svært aktiv
og hjalp dem alle til Rette. Den sidste Kælke drog nedover.
Helga og han stod alene oppe paa Toppen. »Saa er det endelig
os da«, han vendte sig smilende om til Helga. »Det var morsomt
vi to kom til at age alene, ikke sandt? Sæt dig nu godt«. Han
satte sig bag og trak hende tæt op til sig i det samme, saadan
at hun næsten kom til at ligge op over hans Bryst. Han tog
Cigaretten ud af Munden og bøjede sit Ansigt næsten helt ned til
hendes, hun følte den friske, kølige Berørelse af hans kolde Kind.
»Bedre kan vi umulig ha det, synes du ikke«? Hun havde Lyst
at se op paa ham, men hun kunde ikke, hun ligesom skalv
indvendig. Saa susede de nedover, hun kendte Greves Arm, der
holdt fast om hende, Øjnene blev blændet af det stærke Luftdrag,
det flimrede og glimtede for dem af Solen bortover Sneen. Langt
ud kom de, længere end alle de andre, helt midtfjords. Men før
Kælken endnu var rigtig standset, mens de gled sagte udover,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
