Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - April - K. E: En Lærer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
faun gæme og stirred ret ud for sig. Katten havde faaet en
snehvid liden Katunge, Helga kunde staa et Øjeblik bøjet over
Kassen, hvor den laa og kravlede ned i, saa var det næsten som
hun sukked og gik sin Vej. Hver eneste Nat laa hun vaagen
i lange Tider og tænkte og tænkte. Nej, at Kærligheden kunde
være saa dejlig, det havde hun aldrig tænkt. Men i Grunden var
den ikke bare dejlig heller, for der var saa usigelig meget lejl,
som hun aldrig havde drømt om. Bare det, at hun længtes saa
efter ham, naar hun ikke var sammen med ham. Og saa var
han slet ikke ligedan bestandig. Aa bare hun var voksen. Skøndt
havde hun været voksen, saa havde hun ikke truffet ham hver
Dag paa Skolen, og bare se ham, komme i Nærheden af ham,
om det saa bare var en liden Stund hver Dag, det maatte hun,
ellers blev hele Dagen som et eneste tomt Hul, som intet kunde
fylde. Greve var i det sidste begyndt at hænge sit Ydertøj ind i
øverste Pigeklasse, og Helga fandt en vis hemmelighedsfuld Glæde
ved at hænge sit Tøj lige ved hans. Eller ved at benytte en
Pen, han netop havde brugt, eller holde i en Bog, han netop
havde haft i Haanden. Det var en skælvende, bævende Glæde i
dette, som Helga aldrig før havde anet.
Greve havde været paa Visit hos Konsul Gjertz, og var
blet overordentlig forekommende modtaget af Konsulinden og
Frøken Bolette. Greve beklagede meget, at han ikke før havde
dristet sig til at aflægge denne Visit, som han havde tænkt paa
saa længe. Hele Eftermiddagen talte Bolette om ham. »Han er
jo rent ud indtagende, Helga, det har du jo slet ikke sagt,
saa-danne Smaapiger skønner sig da ikke paa nogen Ting heller.
Har du ikke lagt Mærke til det Smil han har, Helga, og Munden
— Apollo-Mund«. Helga sad med Albuerne oppe i
Vindueskarmen, hun havde lagt en Haand paa hver Side af sit Ansigt,
det forekom hende, at Blodet steg hende op i Ansigtet. »Synes
du det«, kom det til Slut med lidt tyk Stemme. »Ja — det maa
jeg sige«, begyndte Fru Gjertz, »at det er en ren Akkvisition
baade for Byen og Skolen at have faaet ham herned. Tænk
hvilken Indflydelse han med sit soignerede Væsen maa øve paa
Smaapigerne. Jeg er vis paa«, vedblev hun, »at han behandler
Pigebørnene som voksne Damer, hvilket naturligvis er det ene
rigtige.« Fru Gjertz syntes altid selv, hun talte godt for sig, det
var en vis sikker Stolen paa sig selv i hendes Ansigt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
