Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - April - Cand. jur. W. Behrend: Koncertsæsonen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
alene synes, men er vanskeligt og som dog sjælden synker ned til blot og
bart „Künstelei“ (Chant du Rossignol), man beundrer den fine undertiden næsten
overdreven fine Tonenyancering, den snildt beregnede Fordeling af Buestrøget
osv. osv., men man savner i dette Spil en dyb Sjæl, en stor Personligheds Kraft
og Begejstring. Det beror ikke paa Tonen, der jo stadig væk ikke er stor.
Den var ikke større forrige Gang, det er — som nævnt — Ilden, Lidenskaben,
der er veget for Fortrin, der ganske vist er store, men ikke veje op mod det,
der er tabt. Efter det udviklede vil man forstaa at Sarasates egne
Kompositioner, fulde af Vanskeligheder og Effekter, velklingende men lidet betydelige,
Wieniawskys Legende, til Dels Joh. Svendsens fint følte Romance blev de
Ting, der stillede Sarasates Kunst i dens bedste Lys. Derimod lagde han kun
lidet ind i Ting som Beethovens Kreutzer-Sonate og Bruchs brede,
stemningsrige Koncert. Mendelsohns Koncert viste i øvrig bedst af alt hans
Kunst i dens Styrke og Begrænsning: de to første Stykker, navnlig Andanten,
faldt udenfor, den virtuosmæssig legende Finale indenfor dens Omraade.
Udførelsen af Beethovens 8de Symfoni, der indledede Koncerten, var
ikke synderlig opbyggelig. Det vidner ikke om den rette kunstneriske
Samvittighed ved forcerede Tempoer (navnlig i Menuetten og Finalen), ved
overdreven Nyancering og desl. at ville benytte en Beethovensk Symfoni til orkestralt
Virtuosstykke, men vil man endelig gøre det, saa maa man rigtignok raade
over et dygtigere Orkester end det, Kapelmester Svendsen har ved de
filharmoniske Koncerter. Nu savnede man Fylde og Varme i Klangen af den første
Allegro: Menuetten, ganske vist det forholdsvis svageste Stykke, klang tørt og
kantet og hæsblæsende jog Finalen af Sted saa at f. Eks. det dejlige Sidetema
næsten forsvandt eller dog berøvedes sin svulmende Skønhed. Kun Allegrettoen
blev tilfredsstillende spillet. — Dobbelt trist synes denne Udførelse, naar man
saa samme Aften hører, med hvilken udmærket Energi Hr. Svendsen kan give
sig i Lag med en anden, i teknisk Henseende langt vanskeligere Opgave:
Berlioz’s Kong Lear-Ouverture. Her opnaaede Hr. Svendsen et fortrinligt
Resultat. Det er tydelig nok, at hans Hjærte hænges ved disse moderne Ting, men
hvorfor giver han sig saa vedblivende i Kast med de klassiske Opgaver, til
hvilke han næppe medbringer den rette Sympati, — saa meget mere som del
just er de filharmoniske Koncerters Mission at indføre moderne Orkestermusik!
— At slutte Koncerten med en saadan stor og bred Ouverture er intet heldigt
Arrangement. Tilhørerne er ikke mere friske og modtagelige og Dirigenten faar
ikke den fortjænte Løn for sit Arbejde. Man maa derfor haabe, at Ouverturen
ved Lejlighed maa blive opført igen, forat man kan stifte nærmere Bekendtskab
med den. Foreløbig syntes Indledningsandanten at bære Prisen fremfor
Allegroen. Den rummer ganske vist en tydelig Reminiscents fra den „9de Symfoni“,
men har en ypperlig fantastisk Kolorit og i de genialt opfundne
crescendo-Paukeslag en imponerende Effekt. Allegroen byder, afklædt den blændende
men ikke særlig noble Instrumentation, næppe saa megen Musik: Temaerne
er svage, Sidetemaet næsten vulgært, og Udviklingen (om det saa kan kaldes)
af dem mildest talt løjerlig!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
