Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maj - Dr. phil. S. Schandorph: Teaterindtryk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
for Dramael? Den lever jo stadig et Gengangerliv; for at faa
»Spænding« og »Handling« opofrer jo endnu de franske
Dramaforfattere Karakterens sande Udvikling.
Nu var Balzac ganske vist en stor »Realist«, det ved
enhver. Men han var dubleret med en lige saa stor Fantast. Han
var saa skarpsynet, troede paa sit Skarpsyn, anstrængte det
over al Maade og kom til at se dobbelt. Han var saa
lydhør, troede paa sin Lydhørhed, anstrængte sit Øre i den
Uråd, at det blev sygt og hørte Stemmer tone gennem
Æteren. Forfatteren af Fa’r Goriot og af De mistede
Illusioner har skrevet saa hallucineret-lyriske Fortællinger som Det
forstødte Barn og Massimilla Doni, hvori han er lige ved at
løbe i Armene paa Hoffmann. Hans Livsanskuelse, for saa vidt
man kan tillægge denne store Seer og Hører, hvem al Slags
eksakt Tænkning laa saa fjærnt, en saadan, var en religiøs Mystik,
snart katolsk-troende, snart panteistisk-drømmende. Havde han
haft Tid til det — men det havde han ikke, saasom han til Tider
skrev paa en tre fire Romaner paa én Gang — saa kunde det
vist godt være faldet ham ind for fuldt Alvor at opsøge de
Vises Sten.
Se Romanen La Reckerche de l’Absolu.
Han drømte stadig om at blive mægtig, uendelig mægtig.
Denne robuste lille, korpulente Mand med de flammende brune
Øjne, med den blottede Tyrehals, den tilbagestrøgne sorte
Haar-manke vilde erobre Verden ved sin Digtning Den menneskelige
Komedie, hvis Titel skulde være en Antitese til Dantes »gud-
dommelige« Dito, han vilde erobre Verden saaledes, at han vilde
tjæne sig en kolossal Formue gennem en kolossal digterisk
Produktion, svælge i Luksus af ædel og uædel Art, i de fineste
Aandsglæder, i de groveste Sansenydelser . . . Stakkel — han
blev hele sit Liv en forgældet Mand, han døde, dræbt af Slid,
da han var 51 Aar.
Han var en Gang ude at se paa en slotsagtig Villa i Paris’s
Omegn; jeg husker ikke hvor. Han havde tænkt paa at købe
den. Portneren, som viste ham Huset, vilde lokke ham ved den
interessante Oplysning, at Napoleon I havde sovet en Nat i den
Villa i det og det Værelse. Balzac stampede i Gulvet og sagde
noget lignende som følgende Replik:
— Er det dog ikke fordømt, at jeg altid skal møde det
Menneske paa mine Veje?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
