Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maj - E. Skram: Literaturoversigt. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Mere umiddelbart forstaaeligt synes det, at Alexander
KieIlands Sankt Hans Fest har gjort sin store Lykke. Det
er en kunstnerisk udført Pamflet, som Norge kan være stolt af.
Kielland har villet ramme et bestemt, tydelig betegnet
Præste-vælde i Norge med sin Usmag og Vrede, og det er lykkedes ham
i fortrinlig Grad. Præsten Morten Kruse er bleven dyppet i sit
Fedt dybere, end noget positivt Angreb kunde have gjort det, og
Vaabnene er dog kun af samme Art som de, Kielland i sin Tid
anvendte mod Hundeejerne i København, da han skrev sine
Novelletter fra Danmark, blot at de nu er tungere og førte med
mere Kraft. Det har ikke været Kielland om at gøre at faa sin
Skildring til at passe som Støvlen til Læsten, men han har villet
have os helt med i sin Afskys rige Stemning, og det har han
faaet. Han er ikke den Mand, der forgæves begynder at lægge
ud om, hvordan de og de Ting i Virkeligheden hænger sammen.
, Vi maa tilegne os hans Opfattelse af Morten Kruse som
den »bitte liden Luther*, der ved sin Brutalitet og urokkelige
Sikkerhed for at have Gud i Lommen, delvis lægger Byen under
Skinhellighedens Aag, og de blegfede Mænd, som holder til i
Mørke og spiser godt, Præsten Kruses Kaniner, er i det
halve Aar, de har været kendt, gaaet over i den almindelige
Bevidsthed. Constance Blomgreen, Politibetjænt Iversen og den
oprindelige Festkomite, de unge Mænd i Havepavillonen, ere vore
gode Venner, uagtet vi kun som i Ny og Næ træffer paa dem.
Kielland har et Sted fortalt om en Kat, der løber over
noget nyfaldet Sne og ryster sine Poter. Som han dér med et
Par Ord laver et Billede af Haven i Vinterdragt blot ved sin
Iagttagelse af Katten, idet den et Sekund standser ude i den snelagte
Plæne og nervøst kaster Sneen af Poterne, har han her med nogle
Strøg givet os den unge Constances Ydre og Indre. Hun er stor
og frejdig og smuk, og Præsten Kruse tilintetgør med et eneste
Ord hendes Lykke. Han beskylder hende for det, der yderst ude
i hendes Anelser — meget langt borte — har dæmret som en
halvt sød, halvt forskrækkende, i Grunden ikke tænkelig Mulighed,
og i det lille Tidsrum, hvori Præstens Raahed lyder i hendes
Øren, gennemlever hun den hensynsløst uforbeholdne Hengivelse,
hun nu véd, at hun vilde have skænket den Mand, hun fik kær,
og den Skam, der da vilde blive tvunget ind over hende. Hun
er fuldstændig uforberedt; derfor virker Præstens Overfald, som
rev han hende nøgen med et Rusk. Hun knækker forsvarsløs
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
