Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - Professor A. G. Drachmann: En gammel Skibslæges Erindringer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
To Gange var jeg Vidne til en Hensynsløshed overfor ham,
som forekom mig at have naaet den yderste Grænse.
Det var i Land, efter at vi vare komne til Island.
Flere af Officererne og jeg havde Landlov og vare indbudne
til Middag hos Landshøvdingen. Efter Middagen var der bleven
arrangeret en Ridetur til den nogle Mile fra Reykjavik liggende
Laxelven og Bessestad. Maler Kloss og jeg, der begge vare lige
daarlige Ryttere, rede paa den smalle og meget snævre Klipperyg,
Side om Side, lige foran Prinsen, der morede sig med sin
Ridepisk at slaa paa Kloss’ Hest, der derved blev urolig og bragte
den daarlige Rytter i Forlegenhed. Efter at dette havde gentaget
sig et Par Gange, vendte Kloss sig om, og med det mest arrige
Udtryk raabte han til Prinsen: Hold op med de
Svinedriver-streger! hvilket kun frembragte en høj Latter af Prinsen.
En anden Gang var flere af Officererne og jeg til Gilde
hos Apotekeren i Reykjavik. Huset var en lav En-Etages Bygning,
hvis Vinduer i den Stue, hvori vi vare forsamlede, vendte ud til
Strandkanten. Vi sadde, tilligemed nogle indbudne, i en gemytlig
Samtale og røg, da vi saa Prinsen komme fra Strandbredden, hvor
han havde søgt efter Muslingeskaller, komme op mod Bygningen,
da en af de tilstedeværende udbrød: Vi vil ikke ha’e ham ind,
lad os skjule os! Vi løb da allesammen hen til Panelet under
Vinduerne, saa nær vi kunde, og bukkede os saa dybt som muligt.
Prinsen kom til et af Vinduerne, bankede paa Ruden og saa ind
i Stuen, hvor han ingen opdagede. Han raabte da ind gennem
Vinduet: Jeg véd nok, I er derinde, men I vil ikke have mig
ind! Han fjæmede sig saa; vi krøb op af vore Skjul og fortsatte
Samtalen.
Efter det hele Indtryk jeg fik af Prinsen den Gang, man
erindre det var i 1834, kan jeg ikke nægte, at jeg umuligt kunde
tænke mig ham som Enevoldskonge, og i anden Egenskab var
der utvivlsomt ingen, der paa den Tid kunde tænke sig en Konge
af Danmark, og endnu mindre kunde det falde nogen ind, end
ikke i Drømme, at han en Gang skulde blive den mest populære
Konge, Danmark har haft, og maaske nogensinde faar. Mærkeligt
nok, skøndt Prinsen om sine private Forhold og sit Levnet udtalte
sig med en Uforbeholdenhed, der for hans egen Værdighed ikke
sjældent var mindre smigrende, fastholdt han en absolut Tavshed,
naar Talen, hvad ikke sjælden skete, kom ind paa Aarsagen til
den Unaade, han havde paadraget sig hos Frederik d. 6te. Skøndt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
