Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - Docent Cl. Wilkens: Moderne Naturalisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
løs og vilkaarlig Forestillingsleg. Skulle Idealerne fornyes maa
der først tages et kraftigt Tag i Virkeligheden, og Realismen
optræder da mod dette livløse, mod disse blege Skygger af noget
fordum levende, og fordrer Realitet, KrafL, Sandhed. Paa fransk
Grund forberedes den ved selve Romantiken, der ved sin Retning
mod det karakteristisk-realistisk skønne afføder Realismen (Merirné,
Henry Beyle, Balzac).
I den moderne Realisme (f. Eks. hos Daudet og Turgenjew)
have vi nu en minutiøs, stereoskopisk spejlklar Gengivelse af
Hverdagslivet, en klar og knap Skildring, en skarp, noget
ubarm-hjærtig Karakteristik, en fortræffelig psykologisk Udvikling under
en Handling, der er fortrinsvis simpel og dog fuld af dramatisk
Liv og baaren frem i en Stil, der har plastisk Bestemthed, Liv
og Farve. En udpræget Virkelighedssans med en noget pessimistisk
Farve i det skarpt seende Øje, en vis Forkærlighed for Livets
Skyggesider af Frygt for ikke at være sand, en vis Ringeagt for
den menneskelige Natur af Tvivl eller af Angest for at lade sig
bestikke, og Harme over de sociale Tilstande karakteriserer denne
Roman, hvis store Kunst er ubestridelig. Denne Realisme glider
nu let over i Naturalisme. Der behøves blot et lidt stærkere
Eftertryk paa nogle af de Faktorer, af hvilke Realismen er
sammensat, og en Svækkelse af de ideale Faktorer, der endnu
røre sig i den (hos Daudet f. Eks. ved hans delvise Beslægtethed
med Dickens, i Kjellands Indignationspessimisme, der dog staar i
Forbindelse med Tanken om et idealt bevæget Menneskeliv, i
Turgenjews tungsindig-tviviende Sorg, i Dostojewskys dybe
Medfølelse) og vi faa let en Naturalisme, som den fremtræder hos
Flaubert og Zola med Hovedtyperne Madame Bovary og L’assomoir.
Det er denne Retning, jeg vil belyse, ikke som literært Fænomenl),
men som et socialt-aandeligt Fænomen, som et tilspidset Udtryk
for Strømninger i den moderne Tid. Jeg vil benytte dens egen
Metode, Analysen, og søge at paavise de sociale og aandelige
Strømme, der afsætte deres Vande i denne Flod, eller om man
vil, i denne store kunstneriske Dyndets Delta-Dannelse.
’) I saa Henseende henviser jeg til Herman Bang: Emile Zola (i Realisme
og Realister, Kbhvn. 1857), V. V.: Emile Zola (i .Tilskueren* 1886
S. 528 ff.) og særlig til G. Brandes: Virkeligheden og Temperamentet
hos Emile Zola (i „Tilskueren* 1887, S. 657 ff.) og „Mennesker og
Værker* (Flaubert og Edmond og Jules de Goncourt).
Tilskueren. 1888. 34
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
