Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - Emil Hannover: Dansk Malerkunst paa den nordiske Udstilling 1888
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Billedet. De fattige og syge er anbragt i Dødens Venteværelse.
Da Døden — Lægen — aabner Døren, vender de sig ikke en
Gang om. Kun en eneste af Figurerne, den lille blonde Pige
med den omsyede Kaabe, har Kunstneren tildelt en Rolle i sit
Drama, og hun er overhovedet den eneste af Figurerne, i hvilken man
sporer en Sympati, der kan berettige til at male et Æmne af
denne Art.
Men man lærer af dette Billed at sande, hvor langt dog
en kold og nøgtern Skildring i Kunsten er at foretrække fremfor
kunstige Taarer. Frants Henningsen, der paa den nylig
afsluttede Foraarsudstilling gjorde sig lidet fordelagtig bekendt ved
en Række smaa Rutinearbejder af saare lav Art og en Pastel,
som staar sig bedst ved ikke at omtales, har udstillet et Billed,
han kalder Forladt. Det er nu fem Aar siden, at samme Kunstner
udstillede den Begravelse, som blev købt af Galleriet. Ogsaa hint
Billed svømmede i Taarer, men det var fuldt af lovende Dygtighed
og ikke uden maleriske Fortrin. Løfterne har Frants Henningsen
ikke indfriet, og de Portræter og Billeder af Bårne- og Folkelivet,
han senere har malet, har været fuldere af Rutine end af
Iagttagelse. Nu, da han saa synlig allerede har givet det bedste,
han kunde give, kan det siges med Sikkerhed, at han ejer ingen
Opfattelsesævne, der kan trænge ind under den yderste Skal, intet
Blik for det, som ikke aabenbarer sig paa Overfladen, intet Lune
og heller ingen Alvor. Han leger med Sorgen, og han tager
Livet af Glæden, og han mangler som Maler Sans for Farvens
Finhed og Tonernes Valeurer.
Man skal lede længe efter noget, i hvilket en lidet
tilforladelig Skildring er parret bedre sammen med en lidet tilforladelig
Behandling end i denne Forladte, — en fattig Moder med sit
Barn paa Armen og et andet Barn, der trykker sig ind mod
hendes Ben. Det er i og for sig et gammelt Motiv, men det er
altid et smukt Motiv, naar det opfattes tilbørlig alvorlig. Det kan
ogsaa være et smukt Motiv, naar man mærker en Tendens i
Billedet, en Bestræbelse fra Malerens Side efter at vække siife
Medmenneskers Kærlighed til de fattige og syge ved at føre disse
frem for Øjnene af dem, der til daglig helst ønsker at glemme,
at der er noget til, som Armod og Elendighed. Men det er intet
af alt dette, Henningsen har kunnet eller villet i sit Billed. Han
har ikke ejet Sympatien, endnu mindre Kærligheden, næppe nok
Forstaaelsen. Det eneste, han har ejet helt, er Bevidstheden om,
Tilskueren. 1888. 36
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
