Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - A. O. E. Skram: Literaturoversigt. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Herre — han maa høre til Redaktionen af det Blad, paa hvi&
Kontor vi befinder os — et Par Minuter efter at han er bleven
ene, pludselig giver sig til at smile og stille sig op ved en Stol og
med høj Røst siger: »Hr. Præsident! Naar jeg nu for første
Gang tager Ordet i denne Sal — i denne Norges Højtidshal —
hum. Hr. Præsident! Naar jeg nu for første Gang tager Ordet
i denne Norges —c, hvorpaa han bliver afbrudt. Det er morsomt at
blive ført bag paa et Menneske netop i det Minut, da han blotter
en af de væsentlige Drivfjedre til sine Handlinger. Men et saadant
Øjebliks gode Morskab er for dyrt betalt med to Akters
aande-lige Paralyse.
Arne Garborg har begaaet den Fejl at begynde sin Komedie
med at lade løst skitserede Personer tale om Ting, som vi ikke
forstaar os paa. Og det hjælper ham i saa Henseende ikke det
mindste, at den Politik, der tales om, ligner den nyeste norske,
og at »Blume-Hoffinannc kan omsættes med Navnene Jacob og
Johan Sverdrup, for han oplyser os ingen Steder om, at dette
skal saa være. Tvært imod han ikke alene giver sine Personer
digtede Navne, men han forandrer ogsaa vilkaarlig Begivenhedernes
Gang. Og Forholdet ved et Digterværk er jo dette, at det
indeholder paa første Side et Stof, der i samme Nu Bogen
aabnes, og et Ord er læst, dræber hos Læseren enhver Viden
om alt det, som Forfatteren ikke giver ham Kundskab om. En
Bog er en Verden for sig, før den var der Kaos, og Læsernes
Præeksistens kan kun ad særegne Veje benyttes i den; med
andre Ord, Forfatteren skylder os Forklaring for alt. Vi møder
med ubetinget tomme Hjæmer og lader os ikke narre til at tro,
at vi véd Besked om noget, før Tingen er sagt. Det er de paa
en Gang lette og vanskelige Forhold en Digter arbejder under.
Paa den ene Side er han i Stand til at bilde os ind, hvad det
skal være, naar han blot giver gode Grunde derfor, og paa den
anden Side kan han ikke faa os til at sluge selv en glimrende
Sandhed, saa længe den ikke er tilberedt netop med det Brug for
Øje, som der i denne Sammenhæng er for den. Garborg havde
derfor et af to at gøre: Enten maatte han straks have givet
Replikeme i Stykket et saa stærkt individuelt Liv, at vi blev
optaget af Interesse for Personerne, eller han maatte lade den
Sammenhæng, der var mellem dem og det udvortes Faktum, som
sætter Stykket i Bevægelse, være saa gennemsigtig og fængslende,
at vi glemte hine for dette. Men paa én Gang at lade Personerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
