Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - A. O. E. Skram: Literaturoversigt. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
lige Arbejde, Schandorph har nedlagt i Den store MademoiseUe.
Jeg forstaar ikke, hvorfor Schandorph ikke har foretrukket at
benytte sin Fortælleævne til at give en historisk Fremstilling af
Æmnet. Han vilde vel da have brugt sine egne Undersøgelser
til at berigtige Memoirernes Fremstillinger.
Medens Schandorph som gammel Virtuos morer sig med i
Isle de France at øve det Talent, som oprindelig er fostret i
»Sorø Amt«, har Johan Bøgh forsigtig skrevet Fra
Bergens-kanten. Der er den Mening i at nævne den forfarne danske
Digter og den nu først begyndende bergensiske Fortæller sammen,
at Bøgh i Låghed med Schandorph i sin Tid er optraadt som
Lyriker, men uden Tvivl hører hjemme i en langt mere
jordbunden Virkelighed, og at hans Talent nærmere beset ligesom
dennes har mest Kraft, naar det tager fat paa de muntre Ting.
Bøgh har skrevet nogle alvorlige, endog sørgmodige Historier,
men i dem er Stilen egentlig kun god. der, hvor han skildrer
Landskabet, Vejr og Vind og den Del af Befolkningen, som
umiddelbart hører Egnens og Øjeblikkets Karakter til. Fortællingerne
selv viskes ud i en dannet Tales Almindelighed. Forfatteren
ynder tilmed at lægge Æmnet i Manden paa forskellige dertil
indrettede Fortællere, og fjæmer det paa denne Maade end yderligere
fra os, idet han ikke har været heldig med at give sine
Mellem-mænd det individuelle Sving, som skulde forsvare deres Optræden
i Bogen. Men ved Siden deraf indeholder det lille Bind nogle
Øjebliksfotografier, hvor Forfatteren med elskværdigt Humør og i
høj Grad anskueligt fortæller om en Rejse gennem Hardanger
over Røldal og Bratlandsdalen til Osen i det sydlige Vestnorge,
og disse Beretninger, sammenholdt med Skildringen af Gildet hos
Fræsten i Tidlig Høst, synes at pege mod et Forfatterskab, der,
naar Johan Bøgh faar literært Mod til at være sig selv — til at
bruge sin egen Stil —, vil blive godt. Gildet hos Præsten er
fuldt af næsten paatagelige Beviser paa, at det kun er Modet,
der mangler denne Forfatter. Alt, hvad der siges, er rigtigt,
Stemningen pibber frem i hver Linje, og saa savnes der netop
det, der i mundtlig Beretning formodentlig vilde have givet Billedet
overstrømmende Liv. Det, som nu er gjort med Harefod, vilde
da have faaet Bredde, og adskilligt, som nu er fortiet, vilde være
kommet med. Bøgh vil have godt af at blive mindet om, at al
skreven Kunst har været mundtlig først, og at den »artige«
Digter vel opnaar at blive læst men sjælden husket.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
