Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Cand. jur. Niels Møller: Randbemærkninger til Drachmanns senere Bøger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
saa tvangløs og Musiken saa lydende, at man ikke har Lov at
gaa den ligegyldig forbi.
Sangene i »Der var engang« er imidlertid ogsaa det eneste,
der giver Skuespillet Værd. At det gjorde stor Lykke paa Scenen,
viser intet i modsat Retning; Teatret er ikke Højesteret for et
literært Arbejdes Betydning; et Publikum, der søger Fornøjelse
mere end Kunst, Sanselyst for Sjæleskildring og Skuespillerens
Ydre mere end Forfatterens Tanke, har ikke Myndighed til at
fælde Dommen over godt og ondt i Digt og Drama. Det var
Musiken til Stykket, der skabte dets Held i Forening med
Midsommervisens Brugbarhed for et politisk Parti og det store
Publikums Glæde over Æventyr med Lyst for Øje og Øre.
Naar et Æventyr skal være mere end den rene Fabel for
Børn med gule Haar eller graa, maa det huse en Tanke, der
kan række ud ogsaa til de voksne og faa dem til at se frem og
tilbage, og naar en Forfatter tager Æventyret op til Behandling,
fordrer man, at han uddyber denne Tanke og fører dens Grænser
længere ud, end Hvermands Øje kan se. Men intet kan være
mere snævert og fladt end Drachmann’s Gennemførelse af Ideen i
»Der var engang—«. Tanken minder om »Taming of the shrew«,
men Udarbejdelsen savner netop de Egenskaber, der giver dette
Stykke Interesse og Frihed. Hos Shakespeare falder det fra
første Færd ingen ind at tage Sagen alvorlig. Det er ikke andet
end Løjer, der er en Slaaen Gækken løs over hele Stykket, og
en komisk Retfærdighed i Ægtemandens Maade at betale den
arrige Kvinde med hendes egen Mønt, indirekte og af idel Omsorg.
Og i hvert Fald er Katharina af saadant Metal, at ingen godlidende
Tilskuer vil falde paa at beklage hende. Hun, der begynder med
at give Søsteren en mandhaftig Lussing og slaar sin Luth i Stykker
paa Musiklærerens Hoved, tager saavist ingen Skade af Petruchios
haardhændede Kur. Men anderledes er Forholdet med Drachmanns
Kathrine. Her er ikke Tale om nogen dramatisk Spøg; Forfatteren
staar ikke hævet over sine Personer som en ung Gud i legende Lune,
det er ramme Alvor for ham, man mærker, han tager Parti for
sin Prins og vil overtale Tilskueren til Samstemning i hans Mening
om, hvordan en Hustru rettelig bør opdrages. Men skal denne
Opdragelse virkelig tages i Alvor, kan intet Menneske med Gran
af Finfølelse andet end frastødes. Prinsessen er ikke en Hugaf
som Katharina hos Shakespeare, men en forkælet og forfinet
skrøbelig lille Ting, og man kan kun føle hendes Ægteherres
43*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
