Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - September - Dr. phil. S. Schandorph: Nogle Digte fra ældre og yngre Dage af Kr. Arentzen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Flydenhed i Diktionen som maaske mange vil foretrække for
tætpakkede Billedklumper og tykt paasmurte Farveklatter. For
man kan ogsaa faa for meget af det gode, sagde Prangeren, da
han havde spist en And og tømt Rødkaalen af Laagfadet.
Der kan vel i Digtene fra Italien løbe nogen tør
Skolelærdom med, f. Eks. i den kedelige Strofe i et ellers kønt Digt,
»I det gamle Roma«:
Konstantinusbuen minder
om den sidste store Strid,
Korset kommer, ser og vinder —
og med det den nye Tid.
Endelig er det ikke rigtigt, at Korset kom saa nemt til
sin Sejer (om det nogen Sinde sejrede — om det ikke var
Kirke politik en, der sejrede, faar blive en Sag for sig). Der var
over halvandet hundrede Aar mellem Nero og Konstantin den
Store, fra den første Forfølgelse til Konciliet i Nikaia.
En Heros efter sit Hjærte finder Digteren i Arnold fra
Brescia. Han har skrevet et Digt om denne mærkelige Italiener,
som hører til hans bedste. Man læse følgende Strofe:
Slaget er tabt. Som sin Herre og Mester
hænger paa Kors han til Spot og til Spe.
Højt triumfere de mæskede Præster,
Pave med Kejser ad Drømmeren le.
Frihedens Trækfugl! for tidlig Du kom,
synker med mattede Vinger i Døden.
Under hans Golgatha strækker sig Rom,
dejlig i Morgenens Gløden.
Her er hvert af de simple, lidet søgte, lidet malende Ord
ægte og gør den Virkning, det skal. Og lige saa godt gjort er
»Herodianernes Sang« med sit originale Metrum og ejendommelig
klare Symbolik. Efter Læsningen af saadanne Digte spørger man
sig med Ærgrelse: Hvorfor har Digteren dog ikke kasseret Ting
som den knastørre Studie ä la Hans Sachs—Goethe
»Eremit-Paven«, hvor den uhyrlige Linje:
som Vidner om Indholdets Vægt,
er ubegribelig i en saa omhyggelig Poets Mund? Eller et saa
parodisk selvbeskuende Digt som »Furerne«, der vækker
Forestillingen om en Mand, der faar poetisk Raptus foran sit
Barber-spejl og skriver et Digt, der ender med »stande« (Præsens Kon-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
