Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - September - Dr. phil. S. Schandorph: Nogle Digte fra ældre og yngre Dage af Kr. Arentzen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
junktiv) i ægte Bedemandsstil? Eller saa tarvelige symbolske Digte
som »Bukefalos og Æslet« og »Homer«, der er lige ved at være
trivielle? Hvorfor har Digteren ændret Slutningen i det smukke
Digt til Hauch i hans levende Live og lavet en tarvelig officiel
Gravkrans i sidste Strofe? Det Digt burde han have ladet urørt.
Blandt disse mange gode og mindre gode og ligefrem
mislykkede Digte hæver en egen Gruppe sig frem, de rent personlige,
som i snævreste Forstand er Digterens egne. Maaske det bliver
dem, som vil overleve ham længst; maaske vil de hæve sig ud
som den sikre Afklaring af al Arentzens Digtning, komme til at
staa som Ingemanns smaa Psalmer i Forhold til hele denne Digters
mange Lyrika.
En resigneret Mand, der hyller sit Hoved ind og under
Kappens Hætte opgør et stille Regnskab med sig selv, et alvorligt
og ærligt Opgør, over hvilket der hviler et stærkt Vemodsdrag,
som indoptages i et enkelt, simpelt, men gennemlydende Tema.
Der er nogle af disse Digte, som skildrer Forfatterens Ferievandringer
gennem vor egen Natur, hvor Københavneren tager sig et rigtig
dybt Pust Landluft (kun de fra Bornholm er paafaldende uheldige),
der er andre, hvor de Toner, Digteren har lyttet til med saa stor
Kærlighed, saaledes er bievne hans Ejendom, at deres Genklang
lyder ægte som en Folkevises Klang, som i »Nonneklage« og
»Fuglen«, endelig disse hjærtelige, i god Forstand kunstløse Vers,
som er helligede til den, han kalder »Kordelia«. I dem er Digteren
ikke det mindste »Poseur« som i flere af de Digte, jeg har draget
til Felts imod, ikke hypersentimental som i »Lirekassen«, men sund
og ægte, paalidelig og sand. »Et venligt Ord«, »Opvaagnen«,
»Dybt—højt«, »I Skygge« o. s. frmd. tolke mandig Resignation,
varm Følelse, blød Humanitet. Mon Digteren véd, hvor det klæder
ham langt bedre at tale saadan, end hvor han begejstres over
sine Rynker og kalder sit eget Ansigt for »mit Aasyn«. I disse
sidst fremhævede Digte har han fundet sig selv, i dem er
Litera-toren bleven Naturpoet.
Arentzen vil altid komme hinsides det Skel, som
Drach-manns Ungdomsdigtning har sat i vor lyriske Poesis Stil og Rytmik.
Men dér vil disse sidstnævnte Digte give ham en smuk Plads. S.
S. SCHANDORPH.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
