Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - September - Andreas Aubert: Manet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
(realistiske) Bestræbelser i deres Fortrin og deres Misvisninger.
Dog i sin Praksis slet ikke saa ensidig ekslusivt, som man ofte tror.1)
Da Verdensudstillingen i 1855 lukked sine Sale for hans
Arbejder — eller efter en anden Fremstilling ikke gav dem en
tilfredsstillende Plads — fik han i Stand en Privatudstilling, hvis Katalog
har en interessant og betegnende Fortale, vistnok skrevet med
Castagnarys Pen. »Navnet Realist«, skriver han her, »har været
tillagt mig, som man tillagde Mændene fra 1830 Navnet Romantikere.
Slige Navne har aldrig til nogen Tid givet en tilfredsstillende Idé
om, hvad de skulde udtrykke«.
— Dette.er saa sandt, som det er sagt.
Videre taler han om sit Forhold til gammel og ny Kunst,
som han har villet studere, ikke efterligne. »At eje Kundskab for
at kunne, det har været min Tanke. At være i Stand til at gengive
min Samtids Sæder, Ideer og Fysiognomi i Overensstemmelse med
min Opfatning, at være ikke alene Kunstner, men tillige Menneske*),
med et Ord at udføre en levende Kunst, det er mit Maal«.
Ved andre Lejligheder gaar han saa vidt, at han fordømmer
Skildringer af Fortiden som »Forvanskning af Historien« (Castagnary:
Libres Propos).
Her har vi »Realismens« Program, saaledes som det gennem
Courbet tillige har indvirket paa Literaturen. Det er dens Styrke,
at den har stillet Kunsten i dette inderlige Forhold til Livet. Det
gælder blot, at ikke Livsproblemerne breder sig, saa Kunsten
kunstnerisk ophører.
Og det maa bero paa Livsopfatningen hos enhver af os,
hvorledes vi i det enkelte vil tage vort Standpunkt til den Livsopfatning,
som Kunstneren hævder — enten i Modstand eller i Sympati.
Al Bedømmelse af Kunst vil overhovedet til syvende og sidst
kunne finde sit Udgangspunkt netop i det Forhold, den stiller sig
til Livet: hvorvidt den er direkte i sit Forhold; hvorvidt den
idealiserer; hvorvidt dens Idealiseren formaar at fylde sig med Liv.
Den Kunst, som ikke magter dette, forflygtiges og fordunster, den
ophæver sig selv.
Derfor betegner ogsaa Nutidens realistiske eller naturalistiske
Retning — hvad man vil kalde den — ikke alene Hovedstrømmen,
*) Saaledes Estlander i De bildande konsternas historia og Dietrichson i sit
Værk over Tidemand.
’) Sammenlign Zola.
Tilskueren. 1888. 46
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
