Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - September - Andreas Aubert: Manet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— ikke mindst i Tegningens raskt .improviserede Træk: Jap
ane-serae er fødte Impressionister. Durets Paastand, som overfor
andre mere udprægede »Impressionister« altid havde forekommet
mig mindre forstaaelig, fik her sit fyldestgørende Bevis.
— Allerede tidlig møder vi Træk hos Manet, som tyder
paa, at en Indflydelse fra dette Hold laa hans Opfatning særlig
nær. Hans Olympia f. Eks. med de store, enkle Farveflader
indenfor de skarpt optrukne Konturer har megen Lighed med
en koloreret japanesisk Tegning, overført i naturlig Størrelse.
Denne Lighed er sandsynligvis tilfældig. Den er uden Tvivl
fremkommet ved den ejendommelige Form for hans Iagttagelse, som
i fremragende Grad er rettet paa Valørernes Problem. Manet har
nemlig iagttaget paa den Maade, at han har stillet de store Masser
i Forhold til hverandre: Olympias Legeme som en eneste Helhed
i Modsætning til Lejets hvide Lin o. s. v. Det bliver paa denne
Maade fladt, kan vi forstaa, naar det ikke videre formidles. Og
Courbet spotted ogsaa »Manets Spillekort«.
Man mener i Regelen naivt, at det at se er ét, at vi alle
ser paa den ene og samme Maade. Dette forholder sig
ingenlunde saa; der foregaar hver Gang en Abstraktion gennem Valget
af, hvad og hvorledes vi fikserer. For Maleren bliver dette en
ganske anderledes bevidst Sag, hans Virksomhed beror paa en
Sjælsanspændelse, idet han vil tilegne sig Naturen.
Her kommer desuden Malerkunstens Begrænsning i Forhold
til Naturindtrykket med i Betragtning. I et Billede projiceres
for det første alle Genstande i et eneste Plan, og for det andet
opfattes Genstanden ikke der som i Virkeligheden gennem et
slereotypisk Dobbeltbillede i vore to Øjne; overfor et Maleri er vi
saa at sige alle enøjede. Af begge disse Grunde er Maleriet ikke
i Stand til at give Indtrykket af perspektivisk Afstand og af plastisk
Form med samme Styrke som Naturen1).
Nu forstaar vi: Vælger en Kunstner skarpt at forfølge
Lysets og Farvens Fænomener for- at træffe den koloristiske
Sandhed i de fineste Værdier uden at bekvemme sig til at overdrive
en eneste Skygge for at forøge Indtrykket af det plastiske eller
til i ringeste Maade at gøre Luftslørel tættere for at styrke
Perspektivet, da vil et saadant Billede netop staa i Fare for at virke
’) Sml. Helmholtz: Populäre wissenschaftliche Vorträge, hvor disse Love
udvikles udførlig.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
