Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober—November - J. L.: Contra Leonora Christina
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
paa hin Tid, særlig blandt Kvinder? Og mon der ikke endog
den Dag i Dag er noget af den tilbage? Visse Filosofer paastaa
jo, at det kvindelige Køn har vanskeligt ved at vurdere objektive
Forhold, der fremtræde i en mere abstrakt Form. Efter denne
Teori, som visselig ikke er blottet for al Sandhed, forstaar Kvinden
mindre Retten som saadan (Retsideen), og hvad hun skylder den:
dens virkelige, konkrete Haandhævere fremtræde for hendes Øjne
ganske simpelt som Fjender af hende selv, eller af den, som man
vil ramme gennem hende. Kvinden opfatter alt personligt.
Naar man nu vil opklare Leon. Chr.’s Betragtning af hendes
egen Sag ved hendes Betragtning af Lucias, saa er det indlysende,
at i hendes egen Sag maatte Troskabspligten mod den enkelte,
bestemte Person endnu i langt højere Grad have Overtaget over
Pligten mod det almene.
Den, som hun skulde dække med sine Ord eller med sin
Tavshed, var hendes Ægtemage og Børns Fader, med hvem hun
siden den tidlige Ungdom havde delt Sæng og Bord, hvem hun
som Kvinde elskede og som Hustru skyldte Troskab og Lydighed
Efter Tidens rent bibelske Opfattelse af Ægteskabet var Manden
Hustruens Herre, som hun ogsaa bestandig kalder sin Mand.
Hun var med al sin Kløgt og Finhed en enkelt, ubrudt,
stor-skaaret Karakter, der gik sin Gang gennem Livet uden at vakle,
og hvis Sind vistnok ikke havde Plads for den mindste Undtagelse
fra det fuläkomne Troskabsforhold mod Manden. Der kan ikke
tænkes noget fastere sammensmedet end Leon. Chr.’s
ægteskabelige Forhold. Jo mere hendes Husbond kom paa Kant med den
ene Stat og med den anden, jo mere han følte sig hjemløs og
landflygtig, des mere maatte hendes statsretlige Begreber gaa op
i ham: han var hendes Konge, og hendes Ægteskab hendes
Fædreland. Dertil kom endnu Medlidenheden med den aldrende,
svagelige, forfulgte Mand, hendes gamle Klient — ti hun havde
før været hans Sagfører —, hendes Ulykkes Kammerat gennem
en Række tunge Aar, gennem Livsfare og haardt Fangenskab.
Og selv om vi have fuld Ret til at mene, at der til syvende
og sidst var noget virkelig forbryderisk ved Korfits Ulfeldts Færd,
noget som aldrig kan undskyldes, saa var Talen da ikke om
simple Forbrydelser som f. Eks. Giftmord, for hvilke den
borgerlige Ret fletter sine Hampereb, men om politiske Anslag, der var
forbeholdt Stormænd, som kunde forhandle med Potentater.
Desuden Forbrydelser mod hvad? og mod hvem? Det som vi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
