Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober—November - J. L.: Contra Leonora Christina
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
end som hendes Pine var. Man kunde paa Taarnet høre hende
skrige. Hun blev ført paa en Dyne ned i Byen og døde der«.
»3. Abele. Catharinæ Død var meget smærtelig. Havde
hun før søgt hos mig paa hemmelige Steder efter Breve, da, blev
hun siden af Balberere meget befølt, eftersom hun havde Bylder
paa hemmelige Steder. Hun blev skaaren og brændt. Al den
Pine udstod hun i Haab at leve, men hverken Bartskærens
Vind-skibelighed eller Dronningens Besøgeiser kunde redde hende fra
Døden«.
»4. Sekretærer Erik Krag, som havde ladet se sit onde
Hjærtelag mod mig i mit Fængsel den mørke Kirke, blev hastig
af Døden henrykt paa et urent Sted; var frisk og sund, havde til
Middag ladet indbyde Gæster til sig, sad og skrev ved sit Bord,
gaar ud for at gøre sit Behov, der finder hans Folk (efter lang
Bien) ham død«.
Det er jo sandt at sige ikke andet end Udbrud af Skadefryd,
af en Hævnlyst, som føler sig tilfredsstillet, uagtet man selv ar
magtesløs. Hofmesterindens Skrig synes at have klinget sødt i
hendes Øre. Der var dem, som troede, at Leon. Chr. kunde hekse;
selv troede hun det ikke — men havde hun blot kunnet det! Nu
paakalder hun ikke de onde Magter, men forudsætter ganske naivt,
at det guddommelige Forsyn gaar hendes personlige Hævngerrigheds
Ærinder. Er det egentlig bedre? Det er den velbekendte Tro
paa en providentia specialissima, en Selviskhed, der ved Religionens
Hjælp antager uendelige Proportioner, som var meget almindelig
i ældre Tider og som man for Resten ogsaa kender fra Eksempler
nu til Dags, navnlig naar mægtige Personer triumfere over deres
Fjender. Leon. Chr. var overordentlig religiøs, Gud var idelig i
hendes Tanker og hendes Ord. Hendes Religiøsitet har faaet
kraftige og lutrede Udtryk som i den skønne Morgensang: »Min
Tunge skal med Stemme«, eller i Sangen: »Hvad er vores Levneds
Id«; men en sandfærdig Analyse af den vil vise, at den lige saa
vel maatte laane Hus til det hadefulde, selviske og sofistiske hos
hende, som til det der var i hende af Højsind, Resignation og
Kærlighed.
Korfits Ulfeldt har i et Par hundrede Aar maattet bære
Forrædernavnet, og Nutidens historiske Forskning bekræfter, at
han ikke har baaret det med Urette. Mod Leonora Christina har
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
