Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober—November - Docent Cl. Wilkens: Georg Brandes som literær Kritiker. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
vise, »hvorledes denne Idé fordrer netop denne Kunstart, i
Kunstarten denne Form og denne Teknik, og hvorledes Værket i hver
mindste Del er bestemt ud fra det hele.c (Brandes). Æstetikeren
dømmer Værket, hvad den historiske og psykologiske Kritik ikke
gør, og denne Dom kan være mangeartet.
Kritiken kan være formel-æstetisk eller systematisk,
som Paul Møller kalder denne Form. Den undersøger da, om
Digterværket opfylder de Fordringer, der maa stilles til den
bestemte Digtart, om det stemmer med denne Kunstarts eller
Kunstforms Natur, om det f. Eks. er dramatisk, er en Tragedie og
opfylder Fordringerne til en god Tragedie osv. Elementer af
denne Art af Kritik er med i den elementariske Kritik, men mere
systematisk gennemført træder den frem i forskellige Former.
Den Form, der historisk har spillet den største Rolle, er
den formelt-tekniske, der henter sit Synspunkt og sine Regler
fra et æstetisk-teknisk System, der opfattes som absolut Kanon.
Det er Aristoteles, der her som i Videnskaben har øvet et absolut
Herredømme, og hans Herskermagt viste sig her endnu varigere
end i Videnskaben. »Den af Aristoteles skabte Poetik var i alle
Tidsaldre, da bevidst kunstmæssig Digtning har eksisteret, indtil
den anden Halvdel af del 18de Aarhundrede Digternes Værktøj
ved deres Arbejde og Kritikernes frygtede Maalestok indtil Boileau,
Gotsched og Lessing« ‘). Han havde ikke udviklet denne sin
Poetik, en Formlære og Teknik, af almindelige æstetiske
Principer som Skønheden eller den kunstneriske Virksomhed, men den
var øjensynlig opstaaet paa Grundlag af de Iagttagelser, Analyser,
Formbegreber og Regler, som vare opstaaede under selve Kunstens
Øvelse og Udvikling og gennemarbejdet ved Sofisternes
skolemæssige Bearbejdelse * *) ? Poesien bedømtes da efter de Regler,
som man fandt eller rettere troede at finde i det Brudstykke, vi
have af Aristoteles’ Poetik. Den Kreds af Meninger, man havde
dannet sig om Aristoteles, blev den absolute Kanon indtil det
18de Aarhundredes Slutning, da Bevidstheden om deres
Ufuldstændighed og historiske Betingethed først blev almindelig. Denne
aristotelisk-tekniske Kritik har altsaa historisk været den
betydningsfuldeste Magt i Kritikens Historie.
’) Dilthey: Das Schaffen des Dichters, Bausteine zu einer Poetik (1
Philosophische Aufs&tze, Eduard Zeller gewidmet. S. 305).
*) Ib. 313-14.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
