Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober—November - Docent Cl. Wilkens: Georg Brandes som literær Kritiker. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ad den aristoteliske Vej kan man imidlertid komme til
nye Former for den formelle Kritik. Aristoteles havde uddraget
sine teoretiske Regler af den foreliggende Praksis, og disse
Regler vare i lange Tider den absolute Smags Regler. Men Livet
er grønt, Teorien graa. Baade det spanske Teater (Lopez de
Vega) og det engelske (Shakespeare) brød Reglerne paa mange
Maader. Man kan da følge Aristoteles paa anden Vis, følge ikke
hans Regler, men hans Metode: uddrage Reglerne af de store
Mønstre i Kunst og Literatur, enten man nu inducerer ud fra
flere (som Gustave Planche) eller ud fra en enkelt, f. Eks.
Shakespeare (som Otto Ludwig) og lægge denne nye Kanon til Grund
for den kritiske Vurdering: lad os kalde denne Form den
mode rne-aristotelisk-tekniske Kritik.
Eller endelig kan man, hvis Spekulationen ruller stærkt i
ens Aarer, søge spekulativt ud fra Poesiens Idé at deducere
Poesiens Kunstarter, Hovedregler osv. og nu bedømme Værket ud
fra dette spekulativt-tekniske Systran. Vi faa da, hvad vi ville
kalde den spekulativt-tekniske Kritik: J. L. Heiberg.
Ogsaa andre Former af æstetisk Kritik ere historisk
op-staaede. Den filosofisk-æstetiske Kritik, der ensidig
fordyber sig i Kunstværkets Idé og giver denne i Tankens Form, er
bestemt ved Hegel og hans Skole. Ifølge Hegel giver Kunstværket
i Anskuelsens umiddelbare Form, hvad Filosofien giver i Tankens,
Begrebets, det vil sige den sande Form, og det bliver da
Kritikens Opgave at hæve Anskuelsen i Poesien til Begrebet: kun
saaledes er den stræng videnskabelig. »Med andre Ord,« siger
Paul Møller, »ethvert Digt udtaler en eller anden Erkendelse i en
ufuldkommen Form, og den Recensent, der oversætter det rettelig
i sit adækvate videnskabelige Udtryk, gør Digtet selv aldeles
undværligt, idet han giver noget bedre i Stedet for det.«
(Saaledes Hinrichs, Røtscher o. fl.). Det skønne opløses her i det
sande, og Livets rige Fylde af Følelse og Sindsbevægelse i Tankens
Formvæsen.
Som det skønne her trues ved Overgreb fra det sande,
kan det endelig ogsaa trues ved Overgreb fra det godes Side.
Som der gives en pseudo-æstetisk Kritik, der énsidig anlægger
en filosofisk-logisk Maalestok og glemmer Livet over Begrebet,
saaledes gives der ogsaa en pseudo-æstetisk Kritik, der énsidig
anlægger en etisk Maalestok, det være nu, at den spørger om
Nytte og endelig Moral eller fra et højere Synspunkt spørger om
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
