Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober—November - Docent Cl. Wilkens: Georg Brandes som literær Kritiker. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Frihedsstrøm, kun vi her hjemme levede endnu paa Romantiken,
paa Traditionerne fra 1830.« Grundanlæget var altsaa utvivlsomt
énsidigt, polemisk tilpasset og urigtigt, men, som ogsaa Vodskov
har fremhævet, har Brandes under Udarbejdelsen gjort meget for
at fjæme Anlægets Fejl: det kritiske Talent sejrede efterhaanden
over det polemiske. (Vodskov ibid. S. 290).
Det andet iøjnefaldende Punkt er, at Literaturbevægelsen
her énsidig ses fra et socialt-politisk Friheds-Stade. Brandes’
bekendte Indledningsord: »Jeg anser det for en Pligt og for en
Ære at hylde de Principer, til hvilke jeg bekender mig, Troen
paa den frie Forsknings Ret og paa den frie Tankes endelige
Sejr« var i de første Dele Hovedsynspunktet for Fremstillingen
og i væsentlig Grad Maalestokken for Forfatternes Værd.
Kritikerens Livssyn var her af afgørende Indflydelse.
Dette Livssyn var i sin Almindelighed den frie Tankes,
Overbevisningen om den frie Forsknings Ret, o: »det samme som
Overbevisningen om, at der hverken i Naturen eller Historien
gives Enklaver, der ikke ere underkastede de Love, som i øvrigt
beherske Historie og Natur.« (Antikritik S. 46), nærmere bestemt
saaledes, at hvad den moderne Videnskab udvikler om Tilværelsens
Sammenhæng og naturlige Evolution, o: om dens
Mellembestemmelser, (ti den afviser netop bestemt at have nogen Mening om
de sidste Ting), blev opfattet som Videnskabens sidste Ord, dens
afsluttende Resultater, som vi, der leve i »Darwins Tidsalder«,
ikke uden at stemple os selv som sørgelige Obskuranter, kunde
undlade at slaa os til Ro med. Paa dette Punkt er Brandes ikke
Kritiker, men saa dogmatisk som nogen. Han forholder sig ikke
skeptisk’, men negativ-dogmatisk overfor den positive Religion,
er religiøst Fritænker, men uden at det for øvrigt paa noget Punkt
fremgaar, at han er Materialist eller Ateist. Hans
Verdensbetragtning er vel nærmest en panteistisk Monisme. I sin
Opfattelse af Mennesket var han i Begyndelsen vaklende, idet Jeget
f. Eks. i Romantiken i Tyskland først positivistisk bestemtes som
beroende paa Ideassociationer (S. 207), medens det dog lidt efter
(S. 213) fik et syntetisk Enhedspunkt, blev ét ved Friheden. »Er
Mennesket end som Naturfrembringelse kun en Gruppe, der holdes
mer eller mindre forsvarligt sammen ved Associationer, saa er
Mennesket som Aand en Individualitet, og i Viljen samle alle
Aandens Elementer sig og løbe ud som Æggen af et Sværd«,
hvilket atter ikke forhindrer, at Udødelighedstroen, denne Tro
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
