Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober—November - Docent Cl. Wilkens: Georg Brandes som literær Kritiker. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
at forfatte sit Værk hensynsløst, saa snart han ikke har turdet
fremstille sine Ideer nøgne som Statuer, ikke har givet et Billede
af Menneskenaturen, som den stillede sig for ham, uden Retouche
og uden Afkortning, men har spurgt Publikum til Raads.........
. . . for mig eksisterer han ikke, for Literaturhistorien, som jeg
tænker mig den er »hans Værk værdiløst.« (Den romant Skole
i Frankrig S. 29) *).
Hvad Brandes vil give er altsaa en sammenlignende
psykologisk Literaturbetragtning med det væsenlige
For-maal at fremstille de Ideer og Følelser, der give Tiden dens
Præg, saaledes som de fremtræde i de mest typiske Værker,
typiske derved, at de give Typerne paa hine Anskuelser,
Følelser, Tanker, Ideer. Hans udstrakte og prompte Viden gør ham
det muligt at foretage disse Sammenligninger, at finde og paavise
den genetiske Sammenhæng mellem det beslægtede, og at belyse
Typen baade ved Sammenstillinger, der søger ind til de fineste
Ændringer, og ved Karrikatur og Kontrast, paa en Maade, der
ellers sjældent er naaet i Literaturhistorien. Og dog overgaas
denne Ævne hos Brandes af en anden. Et typisk Værk, eller en
stor udpræget Type paa Aandsstrømninger i Tiden, er jo
aaben-bart ikke blot et Fantasifoster af Forfatteren, et lykkeligt Fund,
det er noget, der er avlet i hans Sjæl, og fra Typen vises vi
hen til Forfatteren, og her er det, at Brandes viser sin
dybeste Forstaaelse, her have vi hans herskende Ævne. At ånde
og paavise denne Sammenhæng og denne Brydning mellem
Forfatterens typiske Personlighed og Værkets typiske Natur
accentuerer han ogsaa mer og mer som Kritikerens Opgave. Han gør
en Svingning fra Taines folkepsykologiske Retning gennem Ste
Beuves individuelt psykologiske til sig selv, til den
æstetisk-psyko-logiske. Han gaar nu fra Værket til Værkets Ophav for at
for-staa dette og gennem dette atter Værket.
Dette Fund af sig selv, af sin Hovedævne, naaede Brandes
først efterhaanden, om end hans Skrifter før Emigrantliteraturen
‘) Det maa dog mærkes, at man ikke behøver at spørge Publikum til
Raads for at give Retouche, man kan jo ogsaa spørge det skønne til
Raads. Brandes er selvfølgelig ikke uden Øje for Modsætningen mellem
den idealiserende og den karakteristiske Kunst, men han foretrækker
denne. Se bl. a. hans Sammenligning mellem Goethes Faust og Byrons
Don Juan. Naturalismen i England S. 498.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
