Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober—November - Ud fra Mørket. Sidste efterladte Arbejde af Fru Victoria Benedictson
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
»Det er, som om jeg har levet i hundrede Aar«, fortsatte
denne. »Og nu er jeg ikke andet end den tomme Skal omkring
det, som har levet — hul som et gammelt Piletræ. Jeg synes,
at jeg har set Generationer komme og gaa, jeg har set Mennesker
fødes og forsvinde, jeg har været knyttet til Forhold, som har
været fulde af Saft som unge Vaarskud: men de er alle faldet
sammen til intet — ligesom frosne Blomsterskud i en Efteraarsnat.
Vaar og Vinter er kommet efter hinanden, og Mennesker se paa
mig og sige, at jeg ikke er saa gammel som de ældste. Men jeg
véd, at jeg har levet som i hundrede Aar. Og alligevel blev jeg
aldrig, aldrig, hvad jeg vilde.«
Som en død Masse fyldte Stilheden atter Værelset, og Livets
Larm brød sig forgæves derimod, sank saa tilbage og blev som
før et dæmpet Akkompagnement.
»Min Fader hadede ikke Kvinderne«, kom det atter med
den monotone Stemme uden Klang. »Det var værre endnu: han
foragtede dem. Min Moder var rømmet til Udlandet med en
Tenor og siden gaaet til Teatret. Jeg voksede op hos min Fäder,
jeg havde netop sluppet Ammens Bryst, da vi blev ene, han
og jeg.
Saa længe jeg var lille, havde jeg for ham intet Køn; jeg
var ikke stort andet end en Hundehvalp. Men jeg var Ben af
hans Ben og Kød af hans Kød — det vil sige hans Ejendom
-og han trængte til noget varmt og blødt, som kunde trykke sig
op ad ham; han trængte til et levende Væsen omkring sig, som
kunde jage Ensomheden paa Flugt.
Han var bange for Ensomheden — min Fader — ti naar
han var ene, kom der sorte Griller over ham, saadanne om en
Bøssepibe i Munden eller et Reb omkring Halsen, — sorte Griller
som paa én Gang lokke og presse Angstsveden frem. Ingenting
varmer saa blødt som et Barnelegeme, intet beroliger som buttede
smaa Arme, og intet giver en saa drømmeløs Søvn som et Barns
Aandedræt.
Derfor blev Nina sin Faders Selskab, derfor sov han med
Armene om hendes lille Legeme, derfor indtog han sine Maaltider
med hende præsiderende ved Bordet som en alvorlig Kvinde,
derfor red han omkring paa sine Ejendomme med hende siddende
over Hestens Hals. Og derfor forgudede Nina sin Fader. Hun
var lille den Gang, i stumpet Sløjkjole, hverken Dreng eller Pige,
bare en vraltende Unge. — —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
