Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober—November - A. Aumont: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Foruden Frøken Bodil og hendes Broder har det kg]. Teater spillet
Aprilanarrene. En Maske mere behøves i Reglen ikke i Heibergs Vaudeviller,
og saa naturligvis Fasthed til at føre den uanfægtet gennem alle Situationer.
Hr. Olaf Poulsen havde gjort et Fund til Zierlich, ingen kunde tage fejl af,
at denne dristige Karikatur af Beskæftigelse var Lærer og af Karakter inderlig
fedtet. Som Trine havde Fru Bloch sat alle Skønhedshensyn til Side og var
krøbet ganske ind i en Skoletøs’s Lignelse; det tøseagtige fuldendtes ved en
ledeløs Hoppen-af-Sted, og de krængende Mundbevægelser førte Tanken hen paa
Lektiernes ordrette Opremsen.
Dagmarteatret har prøvet sine Kræfter paa Schillers Røverne. I hvorvel
det vidnede om Lyst til at højne Repertoiret, var det et højst uheldigt Valg, ti
Erindringen om det tyske Gæstespil red sikkert mere end én af de ydende
som en tung Mare. Hr. Vilhelm Wiehe satte som Karl Moor i med hele
sin Kraft, men hans Stemme er blød og passer med sin slørede Klang langt
bedre til det stille Vemod end til Karl Moors fortvivlede Trods; og det Par
Scener, hvori Karl Moor viser Blødhed, var uheldigvis udeladt. Særlig spædt
lød hans Raab om Hævn, ti ingen vil glemme den fanatiske Glød, hvormed
Kainz slyngede sit hæse Ravneskrig mod Himlen; maaske ligger Grunden her ogsaa
noget i Sprogenes Forskel, det tyske „Rache“ giver Lejlighed til ligesom at
tage Tilløb paa første Stavelse og saa smælde den sidste ud, medens det
danske „Hævn* er tungt og dæmpet i sin ene brede Stavelse. 1 det hele er det
som vægrede vort jævne Sprog sig ved at gengive Schillers rungende Schwung.
Iscenesættelsen, hvormed den ny Direktør Hr. Julius Lehmann debuterede,
var lige ud ad den slagne Vej, og nogen Ævne til at gyde Liv i Masserne
synes han ikke at være i Besiddelse af, i det mindste stirrede Statisterne i
alle Situationer tomt ud i Luften som døsige Gaslygter.
Efter Schiller begav Dagmarteatret sig til Musset og prøvede sine Kræfter
paa hans yndefulde Elskovsspil: Fortunio. Udførelsen svingede mellem de to
Poler, hvorimellem, som paavist i det sidste Hæfte, Udførelsen af gode Stykker
paa Privatteatrene saa tit har været delt: flot Spillen-løs og respektfuld
Ængstelighed; den sidste Spillemaade, der er langt den mest tiltalende, var
her særligt repræsenteret af Hr. Jacques Wiehe. Han var øjensynlig højst
betagen af Rollen og dens Ord, og han er forstandig nok til at kunne føle
dens Stemninger, men hans Midler forslog ikke til at give hans Opfattelse
Form, navnlig formaaede han ikke paa sin Stemmes Instrument at gøre de
enkelte Strøg, der slutter sig sammen til den fulde Tones Klang, og endnu
mindre formaaede han at forene disse Toner under den om Sjælens vekslende
Stemninger sig smidigt bøjende Rytme. Hr. Wiehe dæmpede sin Stemme til
en blød, lidt tykmælet Inderlighed, og herved lykkedes det ham tit at give
en stærkt følt Følelse Udtryk, men disse udviskedes i Enstonighed. Trods alt
viste denne Ydelse, at Hr. Wiehe er et Skuespiller-Æmne, som under kyndig
og haardhændet Ledelse utvivlsomt kan blive til en scenisk Kunstner af Rang;
det turde dog vistnok være et stort Spørgsmaal, om hans Ævner netop gaar i
Retning af det lyriske Sværmeri, om han ikke besidder for megen Mandsvilje
til at finde rette Udtryk for dettes vege Stemningsovergange, et Fingerpeg her
er saaledes den frembrusende Kraft, hvormed hans Fortunio i sidste Akt slyngede
sin Fortvivlelses Harme ud mod Jacquelline.
58*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
