Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - December - J. L.: Johan Monrads Selvbiografi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
hjalp en Slægtning af sig, en smuk Dame, fra at blive Maitresse
for »een stor Person« (o: Christian V.), hvad hendes Venner,
endog hendes Fader, syntes gærne at ville give deres
Velsignelse til.
Men af alt i Verden syntes han dog bedst om sig selv.
Selvtilfredsheden er smurt i tykke Lag over hans hele Biografi.
Ogsaa senere Tider have kendt selvtilfredse Etatsraader, men
næppe nogen, der har været saa aldeles naiv i Glæden over sig
selv, som Johan Monrad. Han forstyrres ikke i mindste Maade af
nogen Refleksion over, at de, som læse, hvad han skriver, hver
for sig paa menneskelig Vis ogsaa kunne have lidt til overs for
sig selv, og derfor paa menneskelig Vis ville være lidt skeptiske
med Hensyn til hans Fortrin i alle Retninger. Han fortæller
allerede om sin Fødsel: »Gud gav mig saa fuldkommen dejlig et
Legeme med saa fuldkommen Sans, at alle — det jeg siger Gud
til Ære og Tak — fra mit Barnsben ansaa mig som af en sær
dejlig Skabning, og saa fuldkommen dejlig en Sjæl,––––og saa
fornøjet et Sind, at jeg var aldrig mere fornøjet, end naar jeg
var med mig selv alene. Saa at naar jeg siden har set andre
Folks Væsen, Natur og Humør efter, maatte jeg bekende, Gud
har haft en sær Naade for mig fremfor de meste andre, at jeg
fandt i min Sjæl og Væsen de ufejlbare visse Tegn paa et
prædestineret og udvalgt Guds Barn.« Denne Overbevisning følger
ham gennem hele Betragtningen af hans Livs Tilskikkelser og lader
ham den ene Gang efter den anden falde i hellig Forundring
over, hvilket mageløst Menneske han i Grunden var. Kun én
Gang truede hans Selvtilfredshed med at gaa helt op i Luer,
nemlig da han blev saa forelsket i den smukke Mette Sophie
Krabbe: »Jeg ledte efter mig, og kunde intet finde mig
selv nogensteds mere«, siger han med et karakteristisk følt
Udtryk. At det alligevel efterhaanden lykkedes ham — altfor
godt — at finde sig selv igen og se sit eget Jeg i fuld bengalsk
Belysning, derom vidner Selvbiografien alene ved at være affattet
længe efter denne Tid: det er kun hans sjældne Beundring for sig
selv, som vi overhovedet have at takke for, at han har efterladt
os denne Biografi i det elegante og splendid indbundne Oktavbind,
som senere er havnet paa det store kgl. Bibliotek. Man kan ikke
lade være at formode, at Ægteskabet ikke saa ganske har holdt,
hvad Forelskelsestiden lovede. En vis Forkælelse af sin egen
Person kan vistnok bidrage til at give Personen noget erotisk til-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
