Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - December - Docent Cl. Wilkens: Georg Brandes som literær Kritiker. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Denne hans herskende Ævne giver sig ogsaa tilkende i
hans Stil, denne paa en Gang klare, bestemte, pointerede og
livlige og tillige saa fine, smidige, bøjelige og farverige
Frem-stillingsmaade. Den forstaar lykkeligt at bøje sig om
Individualiteten og give Nuancer af sjælden Finhed. Det er vel muligt, at
den oprindelig er opnaaet ved strængt Arbejde og ihærdig Øvelse
efter fremmede Mønstre, men den er utvivlsomt tillige støttet ved
Egenskaber, der ligge i Dr. B.’s Afstamning, i Racen, og den er
i hvert Fald udformet saaledes, at den efterhaanden over alt
viser sig baaren af et primitivt Syn og nu ukonstlet og
naturligt flyder som Individualitetens Udtryk — derfor ligesaa
vanskelig at karakterisere som selve Individualiteten; i enhver sand
Stil er der et ubekendt x, som ikke kan udtrykkes i nogen
Formel.
Og Stilen er baaren af Aand: Denne ligger i det fine
psykologiske Blik for Sammenhængen mellem Personligheden,
Tiden og Naturen (se f. Eks. Emigrantliteraturen S. 171), i de
klare og vækkende Billeder, i den Frihed, som det fuldstændige
Herredømme over Stoffet giver, i de fine Sammenligninger mellem
de forskellige Literaturer, Karakterer, Typer, i den genetiske
For-staaelse af en literær Idés Kilder og Forgreninger.
Ved denne Dr. B.’s herskende Ævne förstaas ogsaa hans
Ævne som Vækker. Han har haft en sjælden Gave til at
for-staa sine unge Venners Individualiteter og ane, hvad de duede
til, derfor har han kunnet være en Mæeutiker, har kunnet vække
dem. Og jeg vil sige, at det at nogle af disse senere emanciperede
sig fra ham og maaske næppe nok føle den Taknemlighedsgæld,
i hvilken de staa til ham, egentlig tjæner til hans Ære. Ti i
samme Grad som han har forstaaet at vække, hvad der laa
i dem, i samme Grad maa de jo føle sig ikke som hans, men
som deres egne. Og naar de senere har følt sig frastødt
ved det periferiske hos ham (f. Eks. det
revolutionært-negativt-fritænkeriske), saa have de haft desto lettere ved at løsrive
sig og give deres Løsrivelse en lidt utaknemlig Form. Han har
hjulpet dem til at gaa; hvorfor skulde de takke ham? de kan jo
selv gaa.
I denne Sammenhæng fremhæver jeg ogsaa, at Dr. B. i
Virkeligheden er mindre ensidig, end man antager. Hans
Ensidighed ligger i det periferiske, i hint revolutionært-negative, der
61*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
