Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - December - W. Behrend: Det kongelige Teaters Operasæson 1888—89
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
»Stjærnesystemet« er imidlertid et tveægget Sværd. Truer den ene
Æg Kunsten og Kunstneren, saa kan den anden grumme let veude sig mod
Teatret selv.
Lykkes det nemlig Teatret at faa slaaet fast, at der kun gives to
saliggørende Operasangere, saa kommer det store Publikum kun for at høre
paa dem, bryder sig fejl om Husiken og foragter helt Scenens »smaa Profeter«:
Musikens begejstrende Indflydelse, Operaens Betydning som Kunstart bliver
lig Nul. Men naar da Teatret fra Tid til anden, enten for at skaffe Koryfæerne
den Hvile, de haardt kan trænge til, eller fordi man dog ikke kan være
bekendt helt at negligere den nationale Produktion opfører Operaer, hvori de ikke
optræde, saa udebliver det store Publikum og Cosi fan tutte, Lordey og Det
hemmelige Selskab synges for tomme Bænke med et Tab.for Teatret, som der
maaske skal en Række -Stjærneaftener« til at dække. Og endelig — hvor
fortvivlet er det i Grunden ikke at bygge paa »Stjærner«, sæl de viser sig ikke at
være »fikse«, men Kometer, der kommer og gaar, hvorledes staar man saa
ikke ganske uden Hjælpemidler, henvist til at oparbejde det hele forfra, naar
Stjæmedyrkelsen har forhindret, at en fast, veløvet Stab af Sangere og
Sangerinder staar til Raadighed og kan træde ind i de ledige Pladser.
Ud fra disse Synspunkter synes det mig ikke vanskeligt at træffe det
rette i den Diskussion, der i denne Tid har været oppe i Dagspressen, om at
skabe nyt Liv for Operaen ved Tilknytning af fremmede Kunstnere til vor
Scene. Der tænkes herved ikke paa Gæsteoptræden, ti om en saadans Betydning,
ikke mindst som inspirerende vore hjemlige Sangere, kan der vel næppe rejses
Tvivl, men om en fast Tilknytning til Scenen. Ja, er der et Sted at faa en
betydelig Sanger, der har kunstnerisk Ydmyghed og Forstand nok til at ville
indordne sig under vort naturlige Repertoire (et andet end det nu gængse), til
at tilegne sig vor Fremstillingsmaade og om muligt ogsaa vort Sprog, saa lad
ham komme, jo før jo heller, han skal saa vist blive modtaget med aabne Arme
men kaster ban nedladende sine Øjne paa os, kommer han til os som den,
der vil være vor Operas »Frelser«, saa bliver han blot en ny »Sljærne« ved
Siden af eller som Afløsning af de herskende, og da vilde det være Vanvid at
tage imod ham og yderligere at knæsætte det forkasteligste af alle Systemer
for Operastyrelse.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>