Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - December - W. Behrend: Det kongelige Teaters Operasæson 1888—89
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Disse fornøjelige og interessante Aftener, er den eneste Sejer, Teateret
endnu har vundet i denne Sæson, en virkelig Sejer og en lærerig, der imidlertid
som foran nævnt ikke er bleven tagen ad notam. Man husker, at Carmen, der,
ofte spillet som den var, maatte være Publikum kendt Tone for Tone, i disse
Sæsonens første Dage tilmed havde at kæmpe med en pragtfuld
Septemberhimmel, der endelig lyste op efter en lang Sommers vaade og kolde Tristhed og
lokkede Folk bort fra Byen, og dog formaaede Operaen at fylde Huset næsten
hver Gang. Det var nemlig ikke alene eller væsentligst Gæsten, Frk. Ingeborg
Aas (Oselio), der drog Folk til Teateret; der var ikke gaaet noget Verdensry
forud for hende, og hun viste sig ikke at staa saa himmelhøjt over vore
egne. Ikke heller var det det, at Operaen i alle Detailler gik bedre end ved
tidligere Opførelser, tvært imod: Korene i 1ste Akt er til Eks. ofte gaaet mere
mønsterværdig end paa disse Aftener; men der var Fart og Liv over Udførelsen
i det hele; det mærkedes, at der var kommen en ægte dramatisk Sangerinde
paa Scenen, der beherskede den, en energisk Kunstnerinde med Ævne til at
rive medspillende med sig; der kom en frisk Luftning ind paa Scenen, den jog
Søvnighed og Tunghed bort og pustede Liv i Dukkerne, saa de blev Mennesker,
der med deres Kampe og Lidenskaber fik Tag i Publikum, som fulgte disse
Opførelser med usædvanlig Interesse og Deltagelse. — Mest var det vistnok
Hr. Ødmann, der blev greben af denne Bevægelse. Det er alt nævnt, hvor
skønt og varmt han vidste at give sin Kærlighed Udtryk overfor Frk. Oselio
som Carmen-, endnu betydeligere, med endnu mere Fantasi og Sandhed skildrede
han den stakkels Soldats Skinsyge, hans afmægtige Kamp mod den
alt-opslugende Lidenskab og hans Forsog paa endnu at drage den elskede
Carmen til sig, Forsøg, der bliver des voldsommere, jo mere han føler, at hun
i Virkeligheden er tabt for ham og glider over i Toreadorens Arme. Hr. Ød mann s
og Frk. Oselios Spil i den store Slutningsscene vil man længe mindes. Her
beror al Virkning paa de udførendes Fremslillingsævne, ti Musiken trækker sig
dels selv tilbage og dels slaar den slet ikke til overfor det storslaaede i
Situationen. De to Kunstneres Kraft og Realistik bar denne Scene, og den efterlod
altid et stærkt Indtryk. En Del bidrog hertil, at Scenearrangementet var langt
naturligere end tidligere, saadanne Træk som det, at José først truer Carmett
med sin Kniv (man hører endnu hendes uvilkaarlige, korte Skrig, da hun
bliver den va’r) og derefter, da hun flygter, forfølger hende og støder hende
ned bagfra, bringer Liv og Sandhed i Fremstillingen. — Smagløst var det
derimod, at begge Kunstnere i denne Scene i de lidenskabelige Udbrud
erstattede Sang med Tale. Større Ære vilde .de have haft af at benytte
Komponistens Toner, om de end ikke naar op paa Højde med Situationen, til en
lige saa illuderende Virkning som den, de nu naaede ved falske og temmelig
plumpe EfTektmidler.
Om Frk. Oselios Udførelse af Carmen i det hele taget bliver her kun
Plads til nogle faa Bemærkninger. Der var som antydet Fart og Energi over
hendes Carmen, men man kunde have ønsket den nogen mere Noblesse, og
navnlig savnede den næsten helt Baggrund. Ganske vist bærer Komponisten
(og Tekstforfatteren) megen Skyld her; der er Liv og malende Anskuelighed i
denne Musik, men ikke megen Dybde (derfor staar ogsaa de to første Akter
langt over de sidste); men Frk. Oselio kunde dog have faaet noget andet og
mere ud af Figuren end en koket og hjærteløs Gadestrygerske, hvis eneste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
