Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - December - A. Aumont: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
hans Tjenestekarl Rasmus, der ser lidt dybt i Flasken, god Besked, og han er
af den Mening, at Pigebarnet ikke har kunnet modstaa den konne Møller
og at deres Fjasen ikke er gaaet af uden »Følger«. Jomfru Jørgensen har
senere ægtet en Fætter, Kramer ved Navn, og nu mange Aar efter kommer
hun som Madam Kramer og i Følge med sin Søn, der ogsaa bærer Navnet
Kramer, uforvarende til Madsens Hus. Den unge Kramer forelsker sig i
Madsens i lovligt Ægteskab fødte Datter, hvilket volder Tjenestekarlen
stor Gru og Skræk, ti han holder dem for Sødskende at være, men i sidste
Akt beroliges hans beængstede Samvittighed i en Snup ved at erfare, at der
virkelig bar været en Hr. Kramer, og de to unge faar hinanden og Hasmus’s
Velsignelse. Men Tilskuerne bliver lidt forbløffede ved denne Opklarelse og
spørger sig selv, om det ikke var tænkeligt, at den unge Kramer trods en ældre
Hr. Kramers Tilstedeværelse kunde være en Søn af Madsen? . . .
Stykkets Hovedfejl er Mangel paa Begrænsning, de mange næsten Side
om Side løbende Bihandlinger tager det rette Lys fra Hovedhandlingen og
dens Centrum, Møller Madsen. Sagtens fremmaner alene Møllertitlen og
Sogneraadsformandsværdigheden en fuldt levende Figur for Forfatterens Øje,
men Hr. Kolling hjælper disse ikke til Tag i Personen; det havde ikke været
saa helt af Vejen, om han havde anvendt noget af den forlorne, fedttalende
Værdighed, hvormed han gærne gør sine brave Smaaborgere usmagelige for
kræsne Ganer, paa Møller Madsen, dér havde den været godt paa sin Plads.
I Stykkets sidste Akt forekommer et Sogneraadsmøde; hvad om Stykket
havde begyndt med et saadant Møde, hvad om Forfatteren havde vist os Møller
Madsen tronende i fuld Majestæt som Formand i Sogneraadet, om han havde
ladet os se, hvilken Aand — om man tør bruge saa stort et Ord — der raadede
i dette? Saa kunde han dernæst ladet os se Misfornøjelsen med dette
Sogne-raad spire og vokse, og tilsidst, som netop i selve Stykket, ladet Oppositionen
sætte nogle af sine Mænd ind i Sogneraadet. Stykket kunde saa have endt
omtrent som nu med et Sogneraadsmøde, hvor de nye Medlemmer havde
indtaget deres Pladser, og hvor de i hver Sag blev oversterate. Det er sikkert
et Fejlsyn af Forfatteren, at han ikke lader alt gaa parlamentarisk til i Mødet,
ti selv om dette ikke brugtes i det gamle Raad, vilde de gamle vistnok netop
i det Øjeblik, da Forsamlingen ikke mere var ensartet, ladet alt gaa saa formelt
til som muligt, de raadede jo desuden over de fleste Stemmer.
Hr. Zakarias Nielsen kender sine Folk, baade den pengesikre Storbonde
og den fattige Tjenestekarl, baade den dovne, i Affektation til Halsen siddende
Grundtvigianer og den arbejdsomme, bravt stræbende Seminarist, men han har
ikke Tro paa, at disse Mennesker i deres eget landlige Kostyme kan interessere
udenforstaaende, og han har derfor pyntet dem med laante Teateregenskaber.
Han tager dog sikkert fejl, ti uden den maaneblege Vaudeville-Elskov og de
støjende Farceløjer vilde Stykket have været langt mere underholdende. Selv
i Vadmel vil den aarhundredgamle, men stadig unge Strid mellem den gamle
fastsiddende Slægt og den ny fremadgaaende interessere paa Scenen.
Foruden Selvstyre har Folketeatret med afgjort Uheld spillet en Nyhed
David Copperfield og genoptaget Oøngehøvdingen. Det mærkeligste ved disse
to Forestillinger var. at Hr. Abrahams ha,vde troet det uafviseligt nødvendigt
at forskaffe sig to danske Gæster: Hr. Cetti og Fru Manlzius. Den første
præsenterede Micawber som en pudsig Skallepande, men Stemmen strømmede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
