Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Kommandør O. Irminger: Menneskejagten i Østafrika
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Menneskejagten i Afrika.
101
Som man vil have set af de tidligere anførte Uddrag af de
rejsendes Beretninger, udrustes de Ekspeditioner, der skulle hente
Slaver og Elfenben, i Kolonierne i det indre. En Bande, med
Bøsser bevæbnede Slaver stilles under Befaling af nogle faa
Arabere eller Personer, der have lidt Araberblod i sig, og man
kaster sig nu skaanselsløst over de værgeløse indfødtes Landsbyer,
eller ogsaa blander man sig i de indfødtes indbyrdes Stridigheder
eller søger at hidse Stammerne mod hinanden til egen Fordel.
Foruden den forfærdelige Ødelæggelse af Menneskeliv og Ejendom,
der er en Følge af Arabernes Optræden, virker denne i høj Grad
demoraliserende paa Befolkningen. Til Bevis herfor, om der ellers
behøves Bevis for noget i og for sig saa indlysende, skulle vi blot
anføre nogle faa Ord af Livingstone. Efter en Gang at have
omtalt, hvorledes en Arabers muhamedanske Slaver en skøn
Morgenstund af Kaadhed havde stukket nogle Landsbyer i Brand,
skriver den berømte rejsende: »Dersom man overhovedet kan
kalde Sansibar-Slaver Mennesker, saa ere Menneskene ogsaa værre
end vilde Dyr, men det er en monstrøs Uretfærdighed at
sammenligne de frie Afrikanere, der leve under deres egne Høvdinger og
deres egne Love og dyrke deres egen Jord — at sammenligne
dem med, hvad Slaver blive til i Sansibar og alle andre Steder«.
Det er denne over alle Grænser gaaende fuldstændige
Foragt for Menneskeliv, som Arabernes Optræden afføder og
fremmer, der er saa sørgelig. For den muhamedanske Araber er
den indfødte, mørkfarvede Hedning kun et lavtstaaende Væsen, et
Dyr. Vel agtedes Menneskeliv for saa at sige intet i flere Egne af
Afrika, forinden Araberne viste sig, og det særlig, hvor der findes
forholdsvis større Negerriger. Man læser saaledes om
Menneskeofringer, ja, om Stater, hvor det er Skik og Brug at begrave
lemlæstede Mennesker levende sammen med afdøde Herskere, og
Razziaer for at gøre Slaver var ikke ualmindelige, men kommer
imidlertid en arabisk Slavehandler til en saadan Egn, bliver
Tilstanden kun, om muligt, endnu værre, ti han er i Besiddelse af
sjældne Varer og fremfor alt af de uvurderlige Ildvaaben. Araberen
tager som Betaling »kun« Slaver og Elfenben, og begge Dele
kunne tilvejebringes af Landets Hersker ved at overfalde Naboerne
efter en større Maalestok end nogensinde tidligere.
Det er saare let fatteligt, at de Beretninger, der fra saa
mange Kanter ere strømmede ind til den civiliserede Verden om
et saa forfærdeligt Onde som Arabernes Menneskejagt i Afrika,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
