Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - P. Eberlin: Den første og den sidste Ekspedition paa Grønlands Indlandsis. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
486 ’Den første og den sidste Ekspedition paa Grønlands Indlandsis.
os alt videre Fremkomst forbuden formedelst de forefundne store
Rifter, som gik langs med, hvor Isen enten har maat’ givet sig
saa vidt fra hinanden, eller og det af Strømme og Vandløb er
sket; dog saa det ligest ud til det første; somme Rifter vare dels
2 Favne brede, dels 3de Favne, og det saa dybt og lige ned at
se, som vi havde staaet paa den højeste Kirkemur, saa rank lige
op og ned gaa samme Rifter, og som det endda var her i haarde
Vintertid, saa kunde vi for den Sne, som laa nede i samme Rifter,
ikke se, om der flød Vand under eller ej; vi bandt 3de af vores
Pigger, som vi havde i Haanden for at støtte os op for Fjældet
med, tilsammen, for at se, hvor dybe de vare, men kunde endda
ej naa Bund igennem Sneen. Da vi saa os ingen Fremkomst videre,
satte vi os ned paa Isen, fyrede vi vores Gevær af med dansk
Losung af 9 Skud,’ og udi et Glas Brændevin drak vores
aller-naadigste Konges Skaal paa det Sted, den aldrig før var bleven
drukket, hvilken Ære Isfjældet aldrig heller tilforn er sket; efter
at vi havde siddet at hvile en Times Tid, vendte vi tilbage igen.
Det remarquableste, der var at se, var først, at der fandtes store
Sten liggendes oven paa Isen foruden andre Smaasten, hvoraf jeg
tog en Par med mig, som her hos følger for at vise Deres
Maj’ hvad paa Isfjældet er funden, som er det underligste, at
saadanne Sten maa absolut føres udi store haarde Vinde og Vejr,
som dér utrolig falde, ti Isbjærget er at se til, som man ser udi
den vilde Hav, hvor ingen Land er at se til, saa er her ej heller
andet at se end Himmel og den blanke Is. Dernæst var Isen,
hvorpaa vi gik, skarp kantet som den hvide Sukker-kande (-kandis?),
saa at om nogen Fremkomst var over samme Isfjæld, saa maatte
der haves Jærnsaaller under Skoene, saa slem var den Is at gaa
paa. Et Stykke Vej fra os paa den højre Haand saa vi, der gik
en Fos ned af Isfjældet, hvor hen vi fra ej kunde komme, men
da vi gik tilbage, toge vi en anden Vej og kom ned udi samme
brede Dal, hvor samme Vand fra Isfjældet havde sit Løb igennem
2de Bjærge, som var nok 4re Mil lige ned til en Fjord; og som
Solen skinnede varmt i samme Dal, da vi gik der, betjænte vi os
af samme Vand at drikke, som smagte særdeles godt og for os kendelig
bedre end andre forekommende Vande, hvoraf vi før og siden
havde og maatte drikke, men var saa kold, at Tænderne bleve
ømme og saa godt som løse udi Munden, om man drak for lange
Drik deraf. Men som samme liden Elv var somme Steds saa godt
som tør, og andre Steder kunde vi springe over paa Sten, saa gik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
