Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Dr. phil. G. Brandes: Aristokratisk Radikalisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
581 Aristokratisk Radikalisme.
Betegnende for Nietzsches senere saa udpræget aristokratiske
Tendens er hans Ivren mod den moderne Historieskrivnings Respekt
for Masserne. Tidligere, ræsonnerer han, skrev man Historie ud
fra Regenternes Synspunkt, dvælede udelukkende ved dem, hvor
middelmaadige eller slette de end var. Nu er man gaaet over til
at skrive den fra Massernes Synspunkt. Men Masserne — de er
altid kun at betragte som et af tre, enten som Kopier af de store
Personligheder, daarlige Kopier, udviskede Kopier i daarligt
Materiale, eller som Modstand mod de store eller endelig som Redskab
for de store. I øvrigt er de noget for Statistiken at tumle med,
hvilken i Massedrifterne Efteraben, Dovenskab, Sult og Kønsdrift
finder saakaldte historiske Love. Stort kalder man saa det, der en
lang Tid har sat en saadan Masse i Bevægelse Dette faar Navn af
historisk Magt. Naar f. Eks. 4en plumpe Masse har tilegnet sig
eller tilpasset til sit Behov en eller anden Religionstanke, forsvaret
den med Sejghed og slæbt den gennem Aarhundreder, saa kaldes
Ophavsmanden til denne Tanke stor. Der er Aartusenders
Vidnesbyrd derfor, hedder det. Men — det er Nietzsches som
Kierkegaards Tanke — det ædleste, højeste virker slet ikke paa Masserne,
og ikke mere bagefter end i Samtiden. Derfor taler en Religions
historiske Held, dens Sejghed og Varighed, snarere mod dens
Ophavsmands Storhed end for den.
Naar man vil nævne et af de faa historiske Foretagender,
der fuldt ud ere lykkedes, saa nævner man gærne Reformationen.
Nietzsche gør mod Betydningen af dette Held ikke de sædvanligt
anførte Kendsgerninger gældende: Luthers tidlige Verdsliggørelse
af den, hans Kompromisser med Magthaverne, Fyrsternes Interesse
af at frigøre sig fra Kirkens Overlegenhed og faa Tag i
Kirkegodset paa samme Tid som de opnaaede en underdanig, afhængig
Gejstlighed i Stedet for en fri, af Statsmagten uafhængig. Han
ser Hovedaarsagen til at Reformationen lykkedes, i de
nordeuropæiske Folkeslags Mangel paa Kultur. Flere Gange strandede
Forsøget i Oldtiden paa at grunde nye græske Religioner. Skøndt
Mænd som Pythagoras, Plato, maaske Empedokles havde
Religionsstifter-Egenskaber, vare Individerne altfor forskelligartede til at de
kunde hjælpes ved en Fællesan visning paa Tro og Haab. At
Luthers Reformation lykkedes i Norden var analogt et Tegn paa
at Nordens Kultur stod tilbage for Sydeuropas. Enten lød man
blindt som en Flok Faar et Løsen fra oven, eller, hvor Omslaget
var Samvittighedssag, aabenbarede dette, hvor lidet individualiseret
Tilskueren. 1889. 39
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
