Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Dr. phil. G. Brandes: Aristokratisk Radikalisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
607 Aristokratisk Radikalisme.
og han danser med hende, udsyngende al sin Vrede paa Livet og
al sin Kærlighed til Livet.
In dein Auge schaute ich jüngst, oh Leben: Gold sah ich in deinem
Nacht-Auge blinken — mein Herz stand still vor dieser Wollust:
— einen goldenen Kahn sah ich blinken auf nächtigen Gewässern,
einen sinkenden, trinkenden, wieder winkenden, goldenen Schaukel-Kahn!
Nach meinem Fuss, dem tanzwflthigen, warfst du einen Blick, einen
lachenden fragenden schmelzenden Schaukel-Blick;
Zwei Mai nur regtest du deine Klapper mit kleinen Hånden — da
schaukelte schou mein Fuss vor Tanzwuth.
Ich fürchte dich Nahe, ich liebe dich Ferne: deine Flucht lockt mich,
dein Suchen stockt mich: ich leide, aber was litt ich um dich nicht gerne!
Deren Kålte zQndet, deren Hass verführt, deren Flucht bindet, deren
Spott — rührt.
wer hasste dich nicht, dich grosse Binderin, Umwinderin, Versucherin,
Finderin! wer liebte dich nicht, dich unschuldige, ungeduldige, windseilige,
kindsåugige Sünderin!
I denne Samtale mellem Livet og dets Elsker, Danserinde
og Danser, forekommer de Ord: 0 Zarathustra, du elsker mig
langtfra saa højt som du siger, du er mig ikke tro nok.
Der gives en gammel, tung Brummeklokke; den brummer om
Natten op til din Hule. Hører du den Klokke ved Midnat, saa
tænker du indtil Middag paa at du snart vil forlade mig.
Og saa følger som Slutning den gamle Midnatsklokkes
Sang. Men i fjærde Bind af Værket, i Afsnittet Nachtwandlerlied,
kommenteres og glosseres Linje for Linje hin korte Strofe, der
formet halvt som en middelalderlig Vægtervise, halvt som en
Mystikers Salme indeholder den hemmelighedsfulde Stemning i
Nietzsches Lønlære, sammentrængt som i den korteste Formel:
Midnatten nærmer sig, og saa lønligt, saa skrækkeligt, saa
inderligt som Midnatsklokken taler til Zarathustra, tilraaber han
de højere Mennesker: Ved Midnatstid høres meget, som om Dagen
ikke tør give Lyd fra sig, og Midnatten taler. O Menneske
giv Agt!
Det er som Tiden randt, som sank jeg i en dyb Brønd.
Verden sover. Og kuldegysende spørger det: Hvem bliver Jordens
Herre? Hvad siger den dybe Midnat?
Klokken brummer, Træormen pikker, Hjærteormen nager:
Ak, Verden er dyb.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
