Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober - Carl Ewald: Billedtekster - Rembrandt: Studenten - Julius Paulsen: Adam og Eva
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
»Forbandelse over den usle Tid, hvor Videnskabens Dyrker
er Skoledrengenes Bajads! ... Til Helvede med det lumpne Land,
der ikke har Rum for sine Sønners Stræben!«
Han rystede sine knyttede Hænder op mod det strømmende
Maaneskær, han vrængede »Danmark dejligst Vang og Vænge«
ud over Tagene. Hans Læber bevægede sig uafladelig ...
Forbandelse efter Forbandelse. Han lod Armene synke og løftede
dem igen, han stod paa Taaspidsen og strakte sig, saa langt han
kunde, som vilde han indfatte al Verden i sit rasende Anathema.
Og pludselig, som han var faret op, sank han sammen
igen. Hans Arme faldt slapt ned, hans Blik sluktes, og han
vendte sig hastig ind mod Stuen, skamfuld og forvirret. Sagte
lukkede han Vinduet i, tog saa Rembrandts Billede og hængte
det op paa Sofavæggen under et gammelt Litografi af Roskilde
Domkirke. Med Lampen i Haanden gik han hen til
Sovekammerdøren og aabnede den varlig. Men saa vendte han om igen,
listede sig med Tyvsfjed tilbage til Sofaen og løftede Lampen i
Vejret. Hovedrystende stirrede han endnu en Gang paa Billedet
og gik saa ind i Sovekamret.
Han lod Døren staa efter sig. Lyset faldt i en bred Stribe
over Gulvet. Af og til jog hans Skygge i sære Forvridninger
over Striben, mens han gik derinde og klædte sig af. Saa var
der en spæd lille Barnestemme, der begyndte at klynke. En
søvnig Kvinderøst tyssede og skændte, men Klynket tog til og
blev til vedholdende Vræl. Saa tog han den lille Fredsforstyrrer
i sine lange, kejtede Arme og flakkede rundt i Stuen, nynnende
og vissende, stirrende paa dette røde, skrigende Barn, der var
ham som en gaadefuld Glose i el ukendt Sprog. II.
II.
Julius Paulsen: Adam og Eva.
Den kongelige Malerisamling.
Saa tav han og bøjede sig ind imod hende for at fange
hendes Blik. Hun sad lidt foroverbøjet, med Hænderne i Muffen,
og saa paa sin Fod, der stjal sig frem under Kjolen. Det var,
som lyttede hun efter et Ord, der ikke var sagt endnu, men
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
