Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni - Dr. phil. K. F. Kinch: Erindringer fra Makedonien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
største Frygt. De, som vare villige til at tro paa, at jeg for Alvor
dyrkede Arkæologien, mente dog, at Hensigten med min Rejse
ikke kunde være anden end at finde nogle af de Skatte, som
den hellenske Jord antages at rumme fra Oldtiden.
Troen paa disse Skatte er gammel hos Befolkningen, men
har i vore Dage naaet en svimlende Højde, navnlig efter at
Schliemann havde gjort sine store Guldfund i Hissarlik og Mykene,
og efter at man i Europa har begyndt at betale græske Oldsager
med fantastiske Priser. Alle søge Oldsager i Jorden. Til Ind-
skrifterne knytter der sig en særlig Overtro, som har været øde-
læggende for disse uskyldige og for Historien saa nyttige
Mindesmærker. Finder en Bonde en Indskrift, antager han, at
den er sat til Mærke for en skjult Skat; han sætter sig i For-
bindelse med en skriftkyndig Mand og opfordrer ham til at forsøge
at læse Indskriften. Naar Tydningsforsøget mislykkes, hvad der
altid er Tilfældet, hugger Ejeren ubarmhjærtig Stenen i Stykker
for først at prøve, om Skatten ikke er gemt derinde. Ti om
saadanne Fund gaar der store Rygter. „Vi havde,” fortalte en
Bonde ved Kavalla mig, „udenfor en Gaard liggende en Indskriftsten,
som Børnene plejede at lege med. En Dag kom der to Englændere,
saadan som din Velbaarenhed, købte Stenen for et Par Franks og
aabnede den med en Skrue, hvorefter Guldpengene trillede ud.”
Naar det har vist sig, at der ingen Skat er gemt i Stenen, graves
der i Jorden nedenunder, og selv efter at ogsaa dette Forsøg er
mislykkedes, opgiver man ikke Haabet, men søger en eller anden
klog Mand, som ved Trylleformularer ved Nattetid kan besværge
Dyret, Hanen, som tænkes at bevogte Skatten, og derpaa hæve
denne. Selv har jeg oftere af Tyrker og Græker, Bønder og hellige
Munke faaet Opfordringer til at være halvt om en saadan Skat
og mane den frem ved mine magiske Kundskaber.
Der er i de græske Landsbyer i Tyrkiet kun én Mand, hos
hvem den fremmede kan vente straks at finde nogen Forstaaelse.
Denne ene Mand er ikke Præsten, der i Regelen er en ganske
uvidende Person uden nogen Skole-, end sige Universitetsdannelse,
og som af Befolkningen vælges blandt dem, som forstaa sig noget
paa at synge, lidt paa at læse og helst ogsaa lidt paa at skrive.
„Lad ham lære A og B og endnu et Par Bogstaver og saa en Gang
blive Præst,” pleje de græske Koner at sige om en Dreng, om
hvem man ellers ikke véd, hvortil man skal sætte ham, og som
navnlig har et stygt Hang til Dovenskab. Naar det unge Menneske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
