Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juli - Museumsassistent H. C. Bering-Liisberg: Efteraarsbreve fra Skagen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
har tørret Sandet, er det tungt og trælsomt at komme frem og
ligesaa paa det mægtige Rullestenslag, der langs hele Kysten
breder sig et Stykke fra Strandkanten og halvvejs op mod Klitterne.
Undertiden skyder det ud over Stranden helt ud i Søen til det
Stenrev, hvorfra det stammer, og danner da, naar Søen lige har
skyllet hen derover et spraglet, hundredfarvet Tæppe, isprængt
med hvide, blaa og guldrøde Konkylier og med mørke Lavaklumper —
Hilsner fra det fjæme Islands Vulkaner.
Men ogsaa paa anden Maade brydes den brede Strand.
Strømmen dyber ved sine lunefulde Indskæringer en Rende ud,
snart hist, snart her, og sætter det bortslikkede Sand op i brede
lave Volde, bag hvilke der danner sig en lang Række af Indsøer
med stille spejlblankt Vand. Paa Voldene udenfor holder Søfuglene
Kollokvium; hvert Øjeblik arriverer nye Deltagere, hilsede med
hæse Raab af den urolige Forsamling. De synes at bringe Mælding
om et eller andet, der er foregaaet derude paa det store Vand —
med skarpe Skrig letter pludselig hele det høje Raad og sætter
til Havs med tunge, dybsindige Vingeslag.
Sejlerne derude benytter den gunstige Syd-Vest og det
smulte Vand til at løbe klos ind under Kysten; alle stimier de
sammen her, alle vil de gaa saa tæt som muligt om Fyrskibet
paa Skagens Rev. En efter en dukker de op nede i Horizonten;
først ses Bovensejlene saa Topsejl og Undersejlene; tilsidst kommer
Skroget frem — de synes at vokse op af Søen. Damperne har ikke
noget at vigte sig af i Dag; de vinde ikke bedre frem med deres
urolige Bevægelser og hæsblæsende Stønnen end de fuldbarmede
Sejlskibe, som for de brede hvide Sejl med harmoniske Bevægelser
glider hen over Søen. Hvilken Modsætning mellem Havet derude
med de hurtige Sejlere og det hele sprudlende Liv og den livløse
Strand med de halv begravne Vrag! Ogsaa de har en Gang
færdedes derude; stoltelig, med Ungdomsmod og i svulmende Kraft
har de sejlet her forbi og set sorte Planker og Spanter rage op
som Kors paa den øde Kirkegaard, hvor en ublid Skæbne snart
skulde berede en Grav for dem selv.
Længere mod Syd, ned ad Kandestederne til, bliver Klitterne
højere og vildere; paa en Gang aabner de sig, og man har for sig
en Kløft, i hvis Bund et Vandløb snor sig smilende og blinkende
mellem grønne Breder. Det er „Kanderenden*, som gennem et
diminutivt Delta her udgyder sig i Havet. Halvvejs op i Klitten
mod Nord ligger den gamle, nu forladte Redningsstation.
Tilskueren. 1801. 37
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
