Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober—November - Dr. phil. C. N. Starcke: Tvivlens Historie i den nyere Tid
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Opofrelse og Arbejde for en Lykke, som først tilfalder en kommende
Slægt. „De isolerede Individer vilde da maaske svare, at da deres
Efterkommere i fjærnere Led ikke have gjort noget for dem, ville
de heller ikke gøre noget for disse Efterkommere. Aprés nous le
déluge!" Jeg tror virkelig, at hvis Samfundslivets Udvikling skulde
baseres paa det ene Slægtleds Ævne til at bære Opofrelse for det
kommendes Skyld, saa vilde Udviklingen snart gaa i staa. Men
dette være nu som det vil, saa kan jeg ikke indrømme, at mit
Standpunkt er inkonsekvent. Det forekommer mig, at der er
en væsentlig Forskel paa de to Ting, at antage, at der findes en
saa fuld Interesseharmoni mellem Individet og Samfundet, ’at Indi-
videt ikke har mere at ønske, og saa at antage, at Individet, om
det end kan finde meget at udsætte paa den bestaaende Samfunds-
orden, dog alligevel anser den for at være bedre og mere lykke-
bringende end slet ingen. Det er kun i denne sidste Forstand, at
jeg mener, at Individet har fundet en bevidst Forsoning med Sam-
fundet ; og mere end dette behøver man ikke for baade at forstaa,
at der kan gives et socialt Spørgsmaal, og at der kan arbejdes
mod et Ideal, som først senere Tider kunne vente at se realiseret.
For mig gjaldt det i min Bog kun om at fremhæve de
principielle Synspunkter, fra hvilke en Betragtning af de enkelte
Problemer maa finde Sted. At der bliver Vanskeligheder nok til-
bage at overvinde, før disse Problemer kunne løses, derfor er jeg
ikke blind; men en Ting er at have uløste Opgaver foran sig, og
en anden Ting er det at være Skeptiker. Jeg har grebet Lejlig-
heden til atter at udtale mig om disse Ting, og jeg takker min
Kritiker, ikke alene fordi han har givet mig denne Lejlighed, men
ogsaa fordi han har givet mig den paa saa venlig en Maade.
Prof. Høffding sagde en Gang til mig, og det var Ord, som baade
vare karakteristiske for ham og slaaende ved deres Sandhed: det
kommer jo dog ikke an paa at være enige, men paa at kunne
skændes med Udbytte! Og dog for at dette skal kunne ske, maa
der alligevel findes en dyb Enighed imellem Parterne, og derfor
tør jeg oprigtig glæde mig over den Nytte, jeg har haft af Pro-
fessorens Kritik. Naar den ældre kan glæde sig ved at høre en
uerfaren bryde sig sin Skakt i Bjærget, saa maa han tro, at det
for de unge Kræfter er næsten en Livsfornødenhed at høre et
saa venligt opmuntrende Ord, og at den, som har hørt det, ikke
lettelig glemmer, hvorfra det kom.
__________________G. N. Starcke.
Tilskueren. 1801. 55
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
