Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Dr. phil. Vald. Vedel: Dansk Literatur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
indpræntes, dér lyde Ordene saa lødige og inderlige, at de bliver
virkelig skøn Poesi. Jeg minder blot om Reimerts Ord til sin
Datter i „Et Brud“’s sidste Scene.
Men hvor er den saa ogsaa fattig og snæver og stillestaaende
— det Brandesske Teaters Verden. For et saa udpræget Naturel
med saa faste Meninger bliver det lille Stykke Verden, han holder
sig til, snart fæstnet i visse Formler, saa at han mener at kende
den forfra og bagfra i ensformig Beregnelighed; men derved lægger
der sig en vis Selvfølgelighedens Mathed over det Billede, han
giver os af Livet. Hans Digtning savner den Glans af Nyhed
over sig, som skal gøre Læsningen til en Fest; B. fortæller kun
hvad han véd ud og ind og hvad derfor ingen Overraskelse har
budt ham, men enhver Digtning bør være den store Opdagelse,
som Forf. lige har fundet og endnu ganske varm af Forundring
og Iver kommer og præsenterer Publikum.
Og hvor faa Ideer, hvor begrænset et Toneregister raader
hele denne Digtning ikke over! Denne triste Graavejrsstemning,
lidt koldere eller lunere, lidt spottende eller noget følsom; dette
Snæversyn paa Mennesker og Liv, som egentlig kun regner med en
tre-fire Sjælsegenskaber og har de samme, enkelte Forhold for Øje;
og saa — til „Morale“ — denne trivielle Levevisdom, vistnok smukt
følt, men aldrig uddybet eller originalt fornyet. Herregud! og dette
skal staa Maal som højeste moderne Aandsfrihed og Aandsvidde!
Man snapper formelig efter Vejret, saa indelukket er Synskredsen.
Tilmed opdager man let noget tillært og snobbet i det Edv.
Br’ske Syn paa Liv og Mennesker, — en Tilsætning af literær
Pariserdannelse, der ikke klæder den ægte københavnske Bund.
Hustruen i „En Politiker“ var sét nøje som Pariserinden i moderne
franske Romaner; den bidende vittige Skildring af Bordingerne i
„Under Loven“ er aldeles i Tone med Oscar Méteniers: „En
famille“. Der er hele „Theatre libre“s tørre, kyniske Ironi i en
Replik som denne: Hans (skrællende en Pære): „Stakkels Moder!
du kan ikke taale det. — Vi har for meget Hjærte, vi Bordinger.“
Ja! det er hele den franske Naturalismes Forkærlighed for det
brutale, dens Pukken paa den nøgne Sandhed, paa at „n’être
dupe de rien“, som gaar igen hos E. B. og gærne vil simplificere
alt til nøgen Drift eller Beregning, vil konstatere atter og atter
Livets Lavhed og Jammerlighed, — uden at agte Goethes Ord:
„Natur ist weder Kerrn noch Schale — Alles ist sie auf einem
Male.“ —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
