Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Dr. phil. Vald. Vedel: Dansk Literatur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
forbi paa deres hvide Vinger ind mod Kysten; men da han
kommer igen som Bejler for sin Fosterfader, hedder det: „Men da han
skued Irlands grønne Kyst igen, da bad han inderligt til Gud, at
han maatte aldrig komme levende til Land. Men Snekken gik for
Medbør og Havet sang om dens Side, og alting smilede og var
blaat og Sol. Og Gud Herren i sin uransagelige Visdom hørte
ikke Ridder Tristans Bøn.” De sjælelige Bevægelser er aldrig
forsøgt analyserede. Hvor „Iseult aux blanches mains“ ser Snekken
komme, paa hvis Sejls Farve det kan ses, om Isolde er med, dér
slaar den syge Tristan sit Blik op, og hans Øjne blev saa hede
og saa skønne, og hans Haand blev saa varm som Blod. Og
han greb sin Hustrus Haand: „Hvad Sejl fører Snekken? er de
hvide?” — „Men da kom det, at hun kunde ikke sige, de var
hvide, men sagde sorte. Skøndt de var hvide. Og da var Ridder
Tristan død i samme Nu.”
Som her den patetiske, saaledes er i „Rottefængeren” den
dæmoniske Baggrund overalt virkningsfuldt antydet. Ypperlig er
saaledes Adelheids Betagelse, som Fortælleren, Skriver Heinrich, selv
ikke forstaar, tilkendegivet for os andre. I det hele er Dobbeltheden
mellem den troskyldige Beretters Ord, og det, vi læse mellem
Linjerne, af en meget raffineret Virkning. Forf.s tørre Humor i
Efterligningen af Kronisternes Naivitet er her, som i Ridder Walthers
Krønike, kostelig.
Den samme dobbeltbundede Fremstilling har Forf. anvendt
i nogle selvopfundne danske Sagn; bedst er her lykkedes Sagnet
om „den Kvinde, som har aldrig talt”. Ellers er de mere skruede
og affektert naive end fantasirige, og tilmed ulidelig pretentiøse.
Den kunstfærdige og stilfulde Forfatter er ikke Drømmer.
Nøkkeroser og Stjærneskælv i Kilden, Maanelys og Flagermusevinger gør
det visselig ikke; jeg kender kun to unge Poeter herhjemme, der
kan skrive de „danske Nætters” Drømmepoesi. —
— Hjem fra Hr. Christiansens og Hr. Larsens fjærnt
svævende Digtverden, og dog ud af den kedelige, beklemmende
Københavnerluft fører Henrik Pontoppidans „Muld” os. Med
den unge Kapellan, der har brudt med sin Etatsraadsfamilje og
har vendt Gadernes Larm og Smuds Ryggen, glider vi i
Vinterkvælden hen over de hvide Marker i Provstens Slæde, der svæver
som paa lange bløde Vinger. Det er blikstille, og Himmelbuen er
oversaaet med Stjærner, i Vest staar Maanens gyldne Horn over
en bortdragende Skybanke. Stilhed og Renhed ligger over de
7*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
