Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Dr. phil. Vald. Vedel: Dansk Literatur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
blaalig skimrende Snemarker, kun de rustne Bjælder lyder som
Luften hang fuld af usynlige Klokker. Og rundt om blinkede
Hytternes smaa rødlige Skær. »Han vilde sikkert ikke vende
tilbage til Byen og Slægten. Han havde en Fornemmelse, som om
han fra en mørk og dyb Brønd var stegen op til et Land, der
laa Himlen ganske nær."
Hvor friskt og hvor hjemlig stemmes vi ikke! — herude
paa de vide Marker under den aabne Himmel, med Sjællands
bølgende Landskab om os og Hytternes venlige Bud fra Mennesker.
Hr. P. er ene i Literaturen om at føre os her ud, paa den Grund, hvor
det gode danske Landskabsmaleri bygger. Vore andre landfødte
Poeter lade sig hurtigst mulig københavnisere og modernisere.
Vi bliver derude hele Aaret rundt: ser Bøndernes Plovspand
én Dag i Slud, én Dag i Sol bevæge sig tungt over de vaade
Vinteragre, ser med bankende Hjærte allerede først i Februar de
første smaa, blege Spirer titte op af Grøftebunden og den første
Lærke, der kimer sommerlig oppe over de endnu nøgne
Ødemarker. Vi ser om Foraaret de lysegrønne Rugagre glitre mellem
det mørke Pløjeland, medens lette blaa Taager bølger over Kær
og Moser og Grøfter og Mergelgrave damper, og Luften er saa
grødefugtig og foraarsfrisk, saa fyldt med Sol og Fuglekvidder.
Fra Bondegaardens Kammervindu ser vi ned i den lille Have, hvor
Hønsene gaa rolig og skrabe i Jorden under Stikkelsbærbuskene
og henne bag Diget det gamle Øg staar og lader sin solbeskinnede
Ryg gennembage.
Ja! man betages af den Hjemvé, som lokker i Bogen. Man
vilde derud i Markernes grødesunde Stilhed under den store Himmel,
leve Aarets Gang med, fornemme Muldjordens Duft, den hyggelige
Lugt af Hø og Stald og drikke den kraftige Luft. Hvor maatte
al vort Jag og vor Smaahed synke til Bunds derude og Sindet fyldes
af store, vide Alvorstanker og Hjærtet føle de simple menneskelige
Følelser sundt og ærligt igen.
Og det Folk af Mennesker, som bo derude, og som vi staa
saa fjærnt — i dem er det, Kapellanen længes efter at finde den
friske unge Muldjord, hvor Hjærtet endnu føler naturlig og
Forstanden er sund. Han begynder med at føle sig fremmed og
frastødt. Disse Jordens Hyttebeboere, der grave og pløje i den mørke
Muld, synes ham »et Slags Troldfolk, hvis Væsen var alle en
Gaade, hvis Sprog man næppe forstod, hvis Tanker, Drømme,
Sorger og Forhaabninger ingen kendte". Havde Menneskeheden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
