Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Vilhelm Møller: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Heibergs Fader, Peter Andreas (samt en Masse Dramatikere med
ham), havde indrettet sine Stykker paa, at i dem skulde „den
tænkende Musikelsker" føle sig tilfredsstillet. Lige stik imod gik
Sønnen. Han forstod, at saa snart under en Skuespil-Opførelse
Publikum forvandles til „tænkende Musikelskere", saa er den
Virkning, som Skuespillet skal frembringe, forspildt. Og dermed kom
man et godt Stykke Vej frem imod større Naturlighed, større
Virkelighedstroskab, finere og ægtere Kunst.
Des værre fik J. L. Heiberg kun Efterlignere, ikke Efterfølgere.
Vaudeville-Formen (hvis den nu er en særegen Kunstform) blev
ikke udviklet. Og det musikalske Element i Skuespillet blev ikke
behandlet med voksende psykologisk Finfølelse. Tvært imod, det
moderne „realistiske" Drama forskød hint. Element ganske. Maaske
har dét været en af Grundene til, at vi nu snart sidder igen, op
over Halsen, i Magen til det Uføre, hvoraf Heiberg hjalp op.
Ganske som i hans første Ungdom fik vi Udstyrsstykker,
Kotze-bui’ader efter vor Tids Mode. Og i Hælene paa Udstyrsstykket
kom — nu som den Gang — stoltserende dets Don Ranudo af en
Mælkebroder, „det saakaldte lyriske Drama". Det var de „lyriske
Dramer med Sange, Kor, Dans og Optog", der bragte Heiberg til
at tænke paa en Slags „medicinske Charlatans, som slaar et helt
Apotek sammen i én Recept, ifølge den Grundsætning, at hjælper
ikke det ene, saa hjælper vel det andet". Det var de lyriske
Dramer, han betegnede som „et Sammensurium af Tragedie,
Komedie, Drama, Melodrama, Opera og Ballet foruden af mange
andre Kunsten uvedkommende og denne til Dels uværdige
Ingredienser". Og nu? Folk, paa hvem ellers Haanden med
rekrutagtig Hast farer til Huen, blot de hører Ordet „Heiberg" nævne, de
falder paa Maven af Begejstring, saa snart „et lyrisk Drama" kommer
paa Scenen. Hvilket sker tit. Sidst i forrige Sæson fik vi —
foruden Grillparzers „Livet en Drøm" — „Faust" serveret som
lyrisk Drama (jævnfør Heibergs Kritik over „Macbeth" som „halv
Opera!"); og nu i denne Sæson er allerede blevet os beskaaret først
„Peter Plus", senere „Ved Bosporus" samt „Tusend og én Nat". Ja
maaske endda baade „Udløst" og „Hertuginden af Burgund" hører
til Arten. Det er „lyrisk Drama" hist, og „lyrisk Drama" her, og
„lyrisk Drama" næsten over det hele!
Ved denne Skiftings Hjælp har Operaen — „Musiken som
Musik" — igen faaet Foden indenfor det reciterende Skuespil.
Der gaar snart sagt ikke ét nyt alvorligere Drama nutildags,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
