Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Vilhelm Møller: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
sig til Rette med Hovedet i hendes Skød. Først naar dét er
over-staaet, og Folk er kommet til, flygter Elskerinden! Eller se paa
omtrent en hvilken som helst „lidenskabelig" Replik: medens den
rette Kunst bestaar i at finde faa, repræsentative Sætninger for det
virkelige Livs megen Tale, saa er her tvært imod det virkelige Livs
Ordrigdom tværet unaturligt ud. Ingensteds gengiver Digteren
Situationens Stemning, overalt deklamerer han om den; i Stedet
for at lade Figurerne udtrykke deres Følelser, lader han dem
fortælle om, hvad de føler. Dermed forleder — nej tvinger han
Skuespillerne til at gøre ligesaa. Og de fører saa den slette Vane
over med sig ogsaa i de gode Stykker. Og Eksemplet smitter
deres Kolleger.
Det er nu snart et Særsyn herhjemme at se i et alvorligt
Stykke Skuespillere „gaa helt op i deres Rolle", at høre dem blot
saa meget som forsøge paa at tale i netop det Tempo og med
de Betoninger, der vilde synes naturlige for den digtede Figur i
den givne Situation. De bedste blandt de unge smøger næsten
frejdigst Besværet af sig. Der spiller man paa Kasino
„Nesle-Taarnet", et Stykke snu og hidsig Kamp mellem en blodskænderisk,
mordlysten Messalina og en af disse den franske Romantiks
fordærvet-brave Galgenfugle, for hvem et Menneskeliv betød lidt,
men en kammeratlig Pligt saare meget. Teatrets primadonna faar
Messalinaen, og tager Vejret af hende med en langsommeligt
slæbende Diktion; Teatrets primo amoroso faar Landsknægten, og
forvandler ham i de vigtigste Optrin til en Slags Skæbnegud!
Deklamation istedetfor Spil! Eller Dagmarteatret Sætter et Par af
sine flittigste, mest energiske Skuespillere til at fortolke den noget
sentimentale, men ganske fine Tildragelse med de „Brændende
Breve". En ung Enke mødes igen med sin første Forlovede. Begge
elsker endnu hinanden; hun véd blot ikke, at hun elsker, han er
for stolt til at ville sige det. Saa skal han give hende hendes
gamle Breve tilbage, og han læser dem højt for hende, før han
kaster dem i Ilden. Men medens han læser, vokser hendes
Kærlighed sig stærk og modig nok til at være sig selv bekendt; og
hun tilstaar sin Elskov. ... Er det nu ikke betegnende, at
den unge Enkes Kærligheds-Vækst blev fremstillet saaledes, at
Publikum lo højt et Par Gange? Den gjorde et komisk Indtryk,
skøndt Folk da i det højeste skulde have „smilt gennem Taarer*. Og
Elskeren, Marinekaptajnen, læste de gamle Breve op, som han vilde
have læst et tilfældigt Digt op, ikke som noget, hvori der laa en Del
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
