Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar—Marts - Emil Hannover: Arnold Böcklin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
siden 1840, næmlig efter sin Hjemkomst fra Italien, var bleven
en af Hovedrepræsentanterne for det „historiske", det
heroisk-stiliserede Landskabsmaleri. Og endelig er det værd at bemærke,
at Böcklin under sit første Ophold i Rom sluttede sig nær til
den tyske Maler Dreber, som man med nogen Ret har kaldt hans
Forløber i Kunsthistorien. Dreber hørte til det Kuld af
Romantikere, som Italiens Natur havde omformet. Han var oprindelig,
som Schirmer, en Landskabsstilist, men under Opholdet i Syden
yaktes hos ham Sansen for det koloristisk glansfulde, og han var,
da Bøcklin lærte ham at kende, en Stemningsmaler, hvis Billeder
ganske vist havde de heroisk-stiliserede Landskabers traditionelle
festlige Kompositioner, men som i Tilgift havde en betydelig
koloristisk Subjektivitet. I denne Mand fandt Böcklin ikke alene
en Art Forløber for den Kunstretning, han selv skulde komme til
at betræde, men ogsaa et Temperament, der var beslægtet med
hans eget: et nervøst og let irritabelt Sind med Hang til personlig
og kunstnerisk Ensomhed.
Af Schirmer lærte Böcklin at skatte Linjens Skønhed i
Kompositionen. I Bryssel og Paris lærte han af Rubens og af de
moderne franske Kolorister et kraftigere malerisk Foredrag end
det, de tyske Landskabsstilister kendte. Og endelig fandt han i
Dreber et Eksempel, al hvis Egenhed og Særhed der var en Del at
tilegne sig. Böcklins Biografer ynder at fremstille hans Talent
som ganske rodløst, som fuldkomment blottet for paaviselig
Afstamning. Han sad i Virkeligheden inde med en Uddannelse, der
var mere end elementær, og det var ingenlunde paa helt bar
Bund, han begyndte sin selvstændige Virksomhed som Kunstner.
At det var i Italien, han kom til at begynde den, blev af
afgørende Betydning for hans Skæbne. Tvungen af Nød maatte
han ganske vist hurtig forlade Sydens Natur, men den lokkede
ham uimodstaaelig tilbage til sig, og han ofrede den uden Hensyn
den Stilling i Weimar, i hvilken Fattigdom og Sult havde fastholdt
ham nogle Aar. Var han bleven siddende i ’Weimar eller
andetsteds i Tyskland, tør man formode, at denne lærde unge Mand,
lærd i Literatur og lærd i andres Kunst, var bleven én af
Malerkunstens mange Professorer, ti der er — hvor mærkeligt det
end kan lyde — Professorspirer at finde i hans tidligste Arbejder.
Rundhaandet og overdaadigt lønnede Syden ham hans
uegennyttige Begejstring for Kunsten: den vakte hans Fantasi,
den gjorde den tusendfold frugtbar. I dette Vidunderland, hvor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
